Haslev

Skraldespand brændt af i Lunden onsdag aften

Haslev: Ukendte hætteklædte unge mennesker ønskede lidt gang i Lunden onsdag aften og trak en skraldespand op til Lunden for at brænde den af.

Kort efter klokken 21 så et vidne, som Faxe.nu har talt med og som ønsker at være anonym, at tre hætteklædte unge mennesker åbenbart ønskede lidt mere gang i festen, som flere grupper af unge mennesker havde gang i oppe i Lunden bag biblioteket i Haslev.

De tre unge mennesker ankom til Lunden med en af de grønne skraldespande på hjul og placerede den straks på det grønne areal for at sætte ild til den. Skraldespanden var næsten helt udbrændt ved brandvæsenets ankomst til Lunden og de få tilbageværende unge mennesker trak hurtigt væk fra Lunden.

De tre unge mennesker, som havde sat ild i skraldespanden, forsvandt hurtigt fra stedet i ukendt retning.

Indsatsleder Klaus Simonsen og de fremmødte brandfolk fra Faxe Brand & Redning i Haslev kunne en halv time senere igen returnere til brandstationen efter endt opgave.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer