Haslev

Slår på tromme for fremtidens musikmiljøer

Ny musikhandlingsplan slår på tromme for fremtidens musikmiljøer.

Kulturminister Mette Bock offentliggør i dag en ny musikhandlingsplan med 23 mio. kr. øremærket til nye musikinitiativer for børn og unge. Samtidig skal en ny taskforce undersøge, hvordan dansk musiks gennemslagskraft kan styrkes internationalt. I alt afsættes 158 mio. kr. til dansk musik i de kommende fire år (perioden 2019-2022).

Kulturminister Mette Bock siger:

– Den musikalske infrastruktur i Danmark er stærk. Derfor giver det rigtig god mening at fastholde og videreudvikle en lang række af de velfungerende, eksisterende musikinitiativer, der finder sted rundt omkring i landet. I den nye musikhandlingsplan fastholder vi støtten til fødekæden i dansk musik på et højt niveau, men vi sætter også nye skibe i søen. Over de næste fire år øremærkes derfor 23 mio. kr. til tre konkrete initiativer, hvor børn og unges egen musikudfoldelse er i centrum: OrkesterMester, Levende Musik i Skolen og Strøm til Børn. Det er indsatser, hvor midlerne kommer direkte ud til børnene – på den måde styrker vi det fremtidige musikliv i Danmark.

Med Musikhandlingsplan 2019-2022 styrkes musiklivet bredt med 158 mio. kr. over fire år. I handlingsplanen er der særlig vægt på kontinuitet, og derfor fastholdes det høje niveau i størstedelen af de eksisterende indsatser. Planen understøtter, at musikken kommer bredere ud i hele landet og har fokus på børn og unges aktive udfoldelse med musik.

Musikhandlingsplanen indeholder følgende initiativer: 

  • Børn og unges udfoldelse med musikken
    Der afsættes 23,2 mio. kr. i perioden til initiativerne OrkesterMester, Levende Musik i skolen og Strøm til Børn. Børns egen udfoldelse med musik er her helt i centrum. Initiativerne dækker samlet set et bredt område af musikken, fra den klassiske orkestermusik til den moderne elekroniske udfoldelse – hermed understøttes at musik af forskellig art når bredt ud til børn og unge.
  • Honorarstøtteordningen
    Honorarstøtteordningen virker både til gavn for spillestederne, borgerne og det musikalske vækstlag. Honorarstøtten, er med til at sikre, at vækstlaget og de smalle genrer når bredere ud. Ordningen sikrer også koncerter til børn og unge og mere eksperimenterende musik, der ikke nødvendigvis giver overskud.
  • Transportstøtteordningen
    Transportstøtteordningen giver støtte til professionelle orkestres og ensemblers koncerter i Danmark. Ordningen bidrager til, at musikere kan optræde i hele landet uanset geografiske afstande.
  • Regionale spillesteder
    I perioden fordeles i alt 24,4 mio. kr. til de regionale spillesteder. Spillestederne skal fortsat have fokus på at styrke indsatsen for lokal og regional talentudvikling og vækstlagsarbejde. Musikhandlingsplanens tilskud til de regionale spillesteder øremærkes denne indsats.
  • Landsdelsorkestrene
    Landsdelsorkestrene har i forbindelse med finansloven for 2019 fået tilført en merbevilling på 15 mio. kr. Midlerne er øremærket til orkestrenes aktiviteter og bestræbelser på at række mere ud mod nye målgrupper i perioden 2019-2022.
  • Legatordningen for komponister
    Ordningen omfatter arbejdsstipendier og arbejdslegater til komponister og sangskrivere og som tilskud til bestillingsværker i form af komponisthonorarer. Formålet med ordningen er at give højt kvalificerede og talentfulde kunstnere mulighed for at videreudvikle deres arbejde – og derved skabe nye danske værker af høj kvalitet.
  • Den Unge Kunstneriske Elite
    Også i Musikhandlingsplan 2019-2022 er der særligt fokus på de unge talenter, der står på spring til en international karriere. Midlerne til indsatsen Den Unge Elite indgår i perioden i indsatsen Den Unge Kunstneriske Elite, som er en ordning for alle kunstarter under Kulturministeriets talentindsats.
  • Music Export Denmark
    Formålet med non profit-organisationen Music Export Denmark er at udvikle og understøtte eksport og international formidling af dansk professionel rytmisk musik og dermed bidrage til dansk musiks gennemslagskraft internationalt.
  • Taskforce for dansk musik i international kontekst
    I 2019 afsættes 250.000 kr. til en Taskforce, der skal undersøge rammebetingelser, udfordringer og muligheder for dansk produceret musik i en international kontekst og komme med anbefalinger til, hvordan dansk produceret indhold sikres, og hvordan det aktuelle momentum for dansk musik i udlandet udnyttes endnu bedre.

Kommentarer