Små byer går glip af store projekter

Faxe Kommune: Det står sløjt til med at tiltrække store investeringer i Lejre, Odsherred, Sorø, Stevns og Faxe kommuner
Roskilde, Slagelse og Køge topper listen over kommunernes bygge- og anlægsprojekter. Roskilde er helt i front med 27 projekter, der hver især har en totalpris på over 100 millioner kroner. Det viser en ny analyse foretaget af CRM Byggefakta.
CRM Byggefakta forudser aktivitetsniveauet i dansk byggeri er på vej op med en vækst i branchen på cirka 11 pct. Blot ikke i Region Sjælland, hvor antallet af realiserede projekter risikerer at falde for tredje år i træk.
Der er alt i alt 188 aktive bygge- og anlægsopgaveprojekter med en totalpris per projekt på plus 100 millioner kroner, i Region Sjælland. Det giver en samlet anlægssum på over 112 milliarder kroner.
Kun tre af disse er planlagt til at finde sted i Faxe Kommune. Udover Vibeengsskolen nævnes det nye erhvervsområde EcoPark Rønnede og et nyt boligområde, Godthåbsdalen i Faxe Vest for Rådhusvej. Det betyder dog ikke at der slet ikke bygges i Faxe kommunen. Der er fundet i alt 73 projekter til eller under 100 millioner kroner i databasen.
Kun i Odsherred kommune er der færre store projekter, de har kun to med på listen med bygge- og anlægsopgaveprojekter med en totalpris per projekt på plus 100 millioner kroner. Lejre har også kun tre projekter mens der er fire i Sorø Kommune.
Stevns Kommune har slet ingen bygge- og anlægsprojekter med en totalpris på over 100 millioner kroner.
Lolland kommune er i en klasse for sig selv på grund af Femern Bælt forbindelsen. Uden den ville Lollands aktivitetsniveau være på linje med Faxe og Odsherred. I hvert fald hvad angår de store bygge- og anlægsprojekter.
Guldborgsund Kommune har også væsentligt flere projekter end Faxe Kommune. Der er 17 projekter med på listen deriblandt det nye statsfængsel på Nordfalster og udbygningen af jernbanenettet på den nye bane mellem Ringsted og Fehmern.
Vordingborg Kommune har også formået at tiltrække penge til en række store projekter. De har otte med på listen, deriblandt et nyt kontorbyggeri til Udbetaling Danmark samt en ny Storstrømsbro.
Kilde: Tallene er udarbejdet af CRM Byggefakta for Nyhedsbrevet ’Klar til nye muligheder’.
Kommentarer