Fremover skal læger og pårørende respektere en patients ønsker om fx ikke at ønske livsforlængende behandling, hvis patienten har oprettet et behandlingstestamente. Det kan man gøre fra 1. januar 2019

Tidligere på året ændrede sundhedsminister Ellen Trane Nørby og et enigt Folketing sundhedsloven, så patienter selv kan bestemme i et behandlingstestamente, om de ønsker livsforlængende behandling i tre specifikke situationer.

Den 1. januar træder ordningen med juridisk bindende behandlingstestamenter i kraft:

– Den store forandring fra nytår bliver, at de ønsker den enkelte har til den sidste tid bliver juridisk bindende. Lægen skal følge patientens ønsker i behandlingstestamentet, for alle tilkendegivelser bliver bindende for sundhedspersoner og dermed til egentlige patientrettigheder, siger Ellen Trane Nørby og uddyber:

Vi er vant til selv at bestemme over vigtige ting i vores liv. Derfor skal det ikke længere være sådan, at når det kommer til døden, så er det pludselig en læge, som har hele bestemmelsesretten. Vi giver bestemmelsesretten tilbage til borgeren. Med behandlingstestamentet kan man selv beslutte, at fx ved fuldstændig mental og fysisk invaliditet, der ønsker man ikke at blive holdt i live med livsforlængende behandling.

Det sidste ord i tre specifikke situationer:

I behandlingstestamentet kan der stå, at man ikke ønsker livsforlængende behandling i tre specifikke situationer:

Hvis lægerne vurderer, at døden alligevel er nært forestående.
Hvis man bliver så svært invalideret, at man ikke længere kan klare sig selv hverken fysisk og mentalt.
Hvis man kommer i en tilstand, hvor de fysiske konsekvenser af sygdommen eller behandlingen er forbundet med meget alvorlige og stærke smerter.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby siger:

– Der er ingen tvivl om, at for mange pårørende og sundhedspersoner vil det være hårdt at skulle følge patientens ønske om, at man ikke ønsker at få livsforlængende behandling. Men det her handler om at respektere de mennesker, der er afklaret med, hvad de opfatter som en værdig død, siger Ellen Trane Nørby.

Det bliver også muligt at bestemme, at ens pårørende har det sidste ord i forhold til en beslutning om fravalg af behandling som ikke-uafvendeligt døende patient. Men de pårørende får kun det sidste ord, hvis patienten udtrykkeligt har skrevet det i behandlingstestamentet.

Borgerne vil også kunne bestemme i et behandlingstestamente, at man ikke ønsker at blive behandlet med tvang efter den nye lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, som træder i kraft den 1. januar 2019, hvis man engang i fremtiden fx bliver dement og dermed varigt inhabil.

Livstestamenter bliver til behandlingstestamenter

Når det gælder fremtidige behandlingssituationer, så omlægges den eksisterende livstestamenteordning til en behandlingstestamenteordning. Det juridisk bindende behandlingstestamente får først betydning i situationer, hvor patienten ikke længere selv er i stand til at udtrykke, at han eller hun ikke ønsker at få behandling – dvs. hvor patienten er blevet inhabil.

Har man allerede oprettet et livstestamente, kan man beholde det. Det bliver ved med at være gyldigt, men man kan selvfølgelig også vælge at udskifte livstestamentet med et behandlingstestamente, hvis man stadig er habil. Fra 1. januar 2019 kan man kun oprette behandlingstestamenter.

Styrelsen for Patientsikkerhed udarbejder med indførslen af behandlingstestamenteordningen det borgerrettede informationsmateriale. Der bliver også lavet en vejledning om, hvordan man opretter, ændrer og tilbagekalder et behandlingstestamente.

Når patienten selv kan bede om at få slukket respiratoren

Behandlingstestamenteordningen skal ses i sammenhæng med den lovændring, der trådte i kraft i sommer, og som vedrører øget selvbestemmelse til fravalg af behandling i aktuelle behandlingssituationer.

Her kan en person afvise, at en behandling sættes i gang, eller forlange, at en behandling, der allerede er i gang, bliver stoppet, uanset om det betyder, at personen rent faktisk dør af den årsag. Det kan f.eks. være, at patienten ønsker, at der skal slukkes for en respirator.

Det blev med lovændringen slået fast, at sundhedspersoner i sådanne situationer kan afbryde en livsforlængende behandling af en ikke-uafvendeligt døende patient, hvis patienten beder om det, uden at frygte at blive anklaget for at have overtrådt straffelovens drabsbestemmelser.