Haslev

Snedkerlærling fra Haslev fik hæderslegat

frederik_riber_og_lise_lin2

Haslev: Den 16-årige snedkerlærling Frederik Riber fra Haslev fik i fredag et studierejselegat på 10.000 kroner

Snedkerlærling Frederik Riber, der er elev på Roskilde Tekniske Skole, modtog fredag den 20. juni SydbankFondens Studierejselegat på 10.000 kroner, som gives som et hæderslegat til en elev, der har udvist enestående fagligt overblik og indsigt på uddannelsen.

Uddannelsesleder Rikke Søgren Raisa fra Roskilde Tekniske Skole fortæller, at Frederik er en særdeles dygtig snedkerelev. Han blev i efteråret regionsmester og i januar blev han nr. 2. ved DM i Skills i snedkerfaget. I sin netop afsluttede grundforløbseksamen har han fået 12.

– Frederik har vist en enestående vedholdenhed i sine opgaver, fortæller Rikke Søgren Raisa, og han går til opgaverne med krum hals. Han er flittig til at afprøve og teste både modeller, værktøjer og fremstillingsmetoder, og han har altid udvist inspirerende hjælpsomhed, når en af de andre elever har været forbi hans plads.

Frederik er i lære hos Tømrermester Madsen A/S i Baarse v. Præstø. Virksomheden er specialister i restaurering og vedligeholdelse af fredede og bevaringsværdige kulturejendomme.

 

SydbankFonden uddeler årligt cirka 60 studierejselegater a 10.000 kroner til dimittender på uddannelsesinstitutioner.

Foto: Lise Lindstrøm fra Sydbank i Roskilde uddelte legatet til Frederik under overværelse af lærere og elever ved en lille ceremoni på Roskilde Tekniske Skole.

 

Kommentarer