Socialdemokraterne tabte tre mandater og SF tabte to
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/07/byraadssalen_roennede.jpg)
Faxe Kommune: 10 ud af de 25 nyvalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer er med for første gang
I den nuværende kommunalbestyrelse er der 27 medlemmer, men der skal kun være 25 medlemmer i den nye kommunalbestyrelse. 12 af de nuværende byrødder forlader kommunalbestyrelsen, mens 10 taburetter besættes af nye ansigter. På kvindesiden er der afgang af fire, men kun tilgang af tre, så der nu er 7 kvinder i byrådet.
Valgets store taber er Socialdemokratiet, der går tilbage med 3 mandater fra 9 til 6 mandater. Fem af de nuværende byrødder opnår genvalg, Knud Erik Hansen, Finn Hansen, Inger Andersen, Steen Andersen og Per Thomsen. Valget betyder et farvel til Erling Hugger Jakobsen, Michael Frederiksen, Gitte Blume og Finn Østergaard. Ind kommer i stedet Anne Camilla Meyer.
Det går ikke meget bedre for Socialistisk Folkeparti, der taber 2 mandater, så de kun har 1 mandat der går til Mogens Stilhoff. Stig Herold Nielsen og Ghita Østenby må således forlade deres pladser i byrådet.
Men også Venstre går voldsomt tilbage og taber 2 mandater, 9 til 7 mandater. Fire af de nuværende byrødder har opnået genvalg Dorte Nybjerg, Jørgen Egede Johannessen, Nellie Bradsted og Knud Green. Fem forlader byrådet Arne Skovbæk, Lis Kærgård Nielsen, Steen K. Gunnarson, Lars Juul Andersen og Henrik Christensen. Det giver plads til tre helt ny byrødder Jesper Beckmann Andersen, Henrik Rützou Aakast og Jonas Kristinsson.
Enhedslisten må siges at være den store vinder i Faxe Kommune, de kommer ind i byrådet med 2 mandater, Nadia Bruun Thurø og Kurt Munck.
Dansk Folkeparti går 2 mandater frem, så de nu har 3 mandater. Steen Petersen der blev genvalgt samt to nye Bente Ulla Abrahamsen og Eli Jacobi Nielsen.
Det Konservative Folkeparti, går et mandat frem, så de nu har 2 mandater. Ivan Lilleng der blev genvalgt og nyvalgte Peter Joensen.
Borgerlisten beholder sine 4 mandater. René Tuekær, Marianne Tropp Ørgaard og Martin Hillerup blev alle genvalgt, mens Marianne Bøyesen er skiftet ud med nyvalgte Torben Reiner Jensen.
En kort overgang så det ud til at Liberal Alliance kom ind i byrådet med 1 mandat, men der var sket en fejl og stemmerne var Borgerlistens. Heller ikke De Radikale eller Miljøpartiet Fokus fik stemmer nok til et mandat.
Opdateret:
Så er kommunen færdig med at fintælle stemmerne til kommunalvalget. De endelige resultater kan ses på kmdvalg.
Fintællingen har flyttet et mandag hos Det Konservative Folkeparti – Det er nu Peter Joensen, der er valgt og ikke Michael Christensen, som det ellers så ud til igår.
Det nye byråd kan ses her.
Kommentarer