Karise

Solhavecentret har fået en robot kaldet Beam

Beam4

Karise: Nu vil pårørende som bor langt væk kunne ”komme på besøg” på Solhavecentret i Karise.

Solhavecentret i Karise har fået en kørende robot kaldet Beam, som kan styres via computer. Den er en del af Faxe Kommune og Blue Ocean Robotics store innovationsprojekt, som i denne tid bliver præsenteret for de ansatte.

– Er det ikke smart, spørger Lis Kramer fra en skærm, som er monteret på to metalstænger på en kasse med hjul.

– Jo, det er sgu smart, siger Lena Munk, som bor på Solhavecentret i Karise. Hun er netop på vej ud af sin bolig på Solhavecentret, da robotten Beam kommer trillende forbi. Det er denne robot, som Lis Kramer styrer ved hjælp af en computer. Lis Kramer kan se Lena Munk på sin skræm, og Lena kan se Lis.

Robotten Beam er en såkaldt telepresence robot, altså en robot hvor man ikke fysisk er til stede men hvor man altså er til stede via en computer og et netværk.

Lis Kramer er daglig leder af Solhavecentret, og sammen med tre af sine kolleger på centret, Helle Jensen, Dorthe Pedersen og Patricia Lund, bliver hun denne dag præsenteret for robotten Beam, som er en del af et stort innovationsprojekt.

Et samarbejde mellem Faxe Kommune og Blue Ocean Robotics som har til formål at afprøve robotteknologi bredt i kommunen. Både for at øge livskvaliteten hos borgerne og for at have fokus på arbejdsmiljøet hos forskellige personalegrupper.

I alt otte robottyper skal ud i kommunen i den kommende – blandt andet på skoler, i daginstitutioner og hos de ældre. Sammenlagt 19 robotter rykker ind.

Læs også: Robotterne flytter ind i Faxe Kommune

Projektleder Claus Müller fra Blue Ocean Robotics og kollegerne Martin Iversen og Peter Juhl Voldsgaard var på Solhavecentret for at vise teknikken, men også for at fortælle lidt om, hvordan robotten Beam kan bruges.

Pårørende til en borger med bopæl på centret kan koble sig på via en computer derhjemme. Så kan vedkommende styre robotten Beam rundt og dermed være på besøg uden at være der fysisk.

Det kommer to-tre ældre borgere og deres pårørende til at prøve i den kommende tid, hvor Beam indgår i innovationsprojektet.

På sigt kan robotten Beam eventuelt bruges af læger, som kan følge op med ”besøg” hos en borger på Solhavecentret.

– Overraskende positivt. Det er vildt spændende, lyder det fra de tre ansatte, som altså nu skal bistå robotten Beams velkomst på Solhavecentret.

Beam2

Kommentarer