Sommerens fossiljagter med Geomuseum Faxe

Faxe: Fra på mandag og hele skolesommerferien er der fossiljagter i Faxe Kalkbrud på alle hverdage
Hele skolesommerferien, fra mandag den 1. juli til og med 9. august, er der på alle hverdage to daglige fossiljagter med guide til Faxe Kalkbrud. På fossiljagterne kan man tag med på en rejse 63 millioner år tilbage i tiden, til dengang hvor der voksede et frodigt koralrev hvor Faxe ligger i dag, og hajer og krokodiller jagede koralrevets mange dyr.
Efter en kort rundvisning på Geomuseum Faxe, vil guiden tage deltagerne med ned i kalkbruddet og hjælpe dem i gang med at finde muslinger, snegle, søpindsvin og tænder fra hajer som levede for 63 millioner år siden. Er man rigtig heldig, så finder man måske endda et stykke af en havkrokodille.
I udstillingen kan man sammenligne sine egne fund med nogle af de bedste fund, der er gjort i kalkbruddet.
Turen varer ca. 2 timer og inkluderer en rundvisning i udstillingen på Geomuseum Faxe.
Priserne er for voksne 70 kroner, for pensionister 55 kroner, for børn 6-17 år 35 kroner og børn mellem 0-5 år gratis.
Det er en god ide at find det praktiske tøj frem og tage solbriller, gode sko og en flaske vand med på turen.
Det er til gengæld ikke nødvendigt at tilmelde sig fossiljagterne, man møder bare op på Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe, i god tid inden klokken 11 eller klokken 14.
Kommentarer