Sommerlejr på Feddet for højtbegavede børn

Feddet/Faxe: Foreningen Gifted Children afholder sommerlejr på Feddet og fejrer 10 års fødselsdag.
Fra lørdag den 11. juli til lørdag den 18. juli afholder foreningen Gifted Children Danmark sommerlejr på Feddet Camping på Sydsjælland.
Hver sommer igennem tolv år har foreningen afholdt sommerlejr for familier med et eller flere højtbegavede børn. Formålet med lejren er først og fremmest at give foreningens medlemmer, børn som voksne, gode oplevelser og mulighed for at udveksle erfaringer og danne netværk og venskaber med andre familier.
Mere end 1000 personer deltager i dette års sommerlejr, hvor familierne bor i telt, campingvogn, hytte eller i nærliggende sommerhuse. På sommerlejren vil der være et væld af aktiviteter for højtbegavede børn og deres familier.
– Det er altid en fornøjelse at se, hvordan især nye deltagere glædes over, hvor hurtigt deres børn danner venskaber på kryds og tværs af lejren. Alle mennesker har glæde af at møde nogen, de kan spejle sig i, måske især børn. For mange af børnene er Gifted Childrens sommerlejr, udover at være en regulær campingferie, samtidig deres første møde med andre højtbegavede, siger Grith Tschorn, formand for Gifted Children.
Alsidigt program
Sommerlejrprogrammet er, som altid, meget alsidigt og byder blandt andet på geocaching, Anders And-komsammen, musikquiz, elektronik-workshop, rollespil, amatørradio, kajakroning, springgymnastik, mentorordning for førstegangsdeltagere og en lang række andre aktiviteter og foredrag. Der er i alt godt 100 forskellige, planlagte aktiviteter på dette års lejr, og der arrangeres altid flere i løbet af ugen.
Sommerlejren får besøg af foreningens ambassadører Lasse Rimmer, Christian Fuhlendorff, Flemming Pless og Anja Cetti Andersen. Ud over ambassadørerne får sommerlejren besøg af foreningens egne rådgivende konsulenter, der blandt andet afholder en workshop, der handler om familierelationer i hverdagen med højtbegavede børn.
10 års fødselsdag
Foreningen Gifted Children har i 2015 eksisteret som selvstændig forening i ti år. Foreningen var før i tiden en fraktion under Mensa Danmark, men løsrev sig. Foreningen er vokset drastisk gennem de ti år den har været selvstændig og vokser stadig støt fra år til år Der er nu 4000 medlemmer.
Den runde fødselsdag fejres med fest på årets sommerlejr søndag den 12. juli klokken 20.00 med tilstedeværelse af foreningens ambassadører og igen med islagkage fredag den 17. juli ved sommerlejrens afslutning.
Sommerlejr-sponsorer
Hvis man ønsker at give et mindre sponsorat til foreningens sommerlejr kan dette ske via MobilePay på nummer 5059 3988.
Foreningen Gifted Children
Foreningen Gifted Children er drevet af passion og nødvendighed. Foreningen består af ene frivillige, der arbejder både politisk, lokalt og globalt for at styrke højt begavedes levevilkår i Danmark. Foreningen oplever en stigende interesse både fra skoler, børnehaver, forældre og det politiske landskab.
Foreningen Gifted Children arbejder for at omverdenen får større kendskab til højtbegavede børn, og hvordan man opdager, anerkender og udvikler deres intelligensmæssige potentiale til gavn for både dem selv og samfundet. Gifted Children vokser hastigt i takt med, at mange skoler, børnehaver og forældre er blevet bedre til at spotte højtbegavede børn, men uden nødvendigvis at have de rette tilbud til børnene. 5 procent eller omkring 35.000 danske skolebørn og 10.000 børnehavebørn defineres som højt begavede.
Sommerlejren er foreningen Gifted Childrens største årlige arrangement. Foreningen arrangerer også Højskoleophold og til næste år en udlandsrejse til Sardinien for foreningens medlemmer.
Det er et omfattende arbejde at arrangere en sommerlejr med deltagelse af så mange mennesker, og det kan kun lade sig gøre takket været de dedikerede frivillige i foreningen.
Kommentarer