Debat og politik

Spildevand – er der borgerindflydelse og demokrati i Faxe Kommune?

Efter læsning af kommunens udsendte Hvidbog over høringssvar kan følgende konstateres:

Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted

Der er 26 svar. Svaret fra Venstre er listet først – og administrationen bruger hele 3 sider på bemærkninger til Venstre, heraf alene 2 sider med indrømmelser (tilføjelse, præcisering, ændring).

Herefter behandles svaret fra Dansk Folkeparti, som ligeledes tildeles 3 sider; men kun 2 linier til ændring – altså reelt ingen indrømmelser.

Fair Spildevand – ingen ændring indrømmes.

Fra de enkelte borgere behandles 8 svar samlet fra St. Elmue, St. Linde og Frenderup. Kommunen meddeler, at disse ejendomme tages ud af planen.

Man kan downloade hvidbogen fra Faxe Kommunes hjemmeside. (pdf-fil – åbner i nyt vindue)

Herefter behandles svarene fra 15  borgere enkeltvis og for alle disse enkelte borgere er svaret kort: Ingen ændringer – ingen indrømmelser overhovedet!

Jeg synes dette er tankevækkende.

Høringsfristen udløb den 3. februar 2017. Der er tale om en kompliceret sag såvel juridisk som teknisk.

Jeg finder det meget overraskende på det foreliggende grundlag, at kommunens administration med reference til TMU formand Ivan Lilleng reelt ikke på nogen måde har fundet grundlag for at lytte til de private ejere af berørte ejendomme, som har gjort sig den ulejlighed at indsende saglige og gennemarbejdede høringssvar.

Alle 15 private høringssvar er reelt fejet af bordet!

Spørgsmålet er i det hele taget om administrationen reelt – den korte tid siden fristens udløb taget i betragtning – har haft tid og ressourcer til at gennemarbejde borgernes svar. Førstehåndsindtrykket er ihvertfald ikke overbevisende ud fra Hvidbogen.

Set i sammenhæng med kommunens sagsbehandlingstid på andre sager indenfor Teknik- og Miljøområdet, så virker det da yderligere overraskende.

Spørgsmålet til Ivan Lilleng: Hvorfor skal der være en stort anlagt høring, når der reelt ikke tages hensyn til den enkelte borgers tilkendegivelser og bekymringer?

Man kan læse mere i dagsordenen til mødet onsdag den 1. marts i Teknik- og Miljøudvalget 01-03-2017.

Kommentarer