I sit svar på spørgsmål 636 fra Pia Adelsteen (DF) angående definitionen på forurening, oplyser Miljøministeriet at: ‘udledning af stoffer mv. til vandmiljøet i et omfang, som ikke kan skade eller medføre skade, forringelse eller forstyrrelse som omhandlet i definitionen, ikke er at regne som forurening i direktivets forstand’.

Indsendt af Eli Jacobi Nielsen, Prins Buris Vej 19, 4653 Karise

Altså: hvis en udledning er så lille at den ikke forårsager skade, regnes den ikke for forurening, og er derfor ikke påbudsfremkaldende. Dette er i skærende kontrast til det ofte gentagne mantra om at ”ingen har krav på en ret til at forurene” – naturligvis er der grænseværdier, og når disse ikke overskrides har borgeren retten på sin side.

I svaret på spm 636 følges op med at ”Flere mindre udledninger af forurenende stoffer til vandmiljøet, som samlet medfører, at miljømålet for et målsat vandområde ikke er opfyldt, vurderes imidlertid at være omfattet af direktivets definition af forurening.”

Dette udlægges i en artikel i Sjællandske d 6. maj af en Centerchef fra Faxe kommune som tilstrækkeligt til at udstede påbud til borgere langt opstrøms fra et forurenet område, selvom den umiddelbare recipient har en fin økologisk tilstand. Denne tilgang svarer som bekendt til at hvis Nilen er forurenet ved Cairo, må bønderne i junglen i Uganda påtage sig en del af ansvaret herfor!

Det organiske stof i spildevandet nedbrydes naturligt mens det transporteres nedstrøms, dvs jo længere afstand, jo mindre indhold, men i det konkrete tilfælde refereres der til forurening med fosfor i Tystrup Sø, hvilket forekommer grotesk i og med at Næstved kommune d. 23. maj 2016 har givet tilladelse til ”Udvaskning af fosfor til Tystrup Bavelse Søerne”

Der tales i sagsfremstillingen ganske vist om ”nedsat” fosforoverskud, men hvad blev der af ”Ingen har krav på…?”

Under alle omstændigheder kræver Spildevandsbekendtgørelsens §35 stk 2 at det dokumenteres at den enkelte ejendoms udledning bidrager til forurening, hvilket principielt kun kan gøres ved at måle ved hver enkelt ejendom. Dette er teknisk muligt, men naturligvis ikke omkostningsfrit – en mere enkel løsning er at måle med intervaller langs et vandløb, indtil man har identificeret de strækninger der overholder/ikke overholder grænseværdierne, og derefter fritage de relevante opstrøms ejendomme.

At en ejendom der udleder til et vandløb med DVFI indeks 7, dvs helt perfekt, tildeles et påbud om forbedret spildevandsrensning er krænkende, både for borgernes retsopfattelse og den sunde fornuft. Ønsker forvaltningen alligevel at gøre det er det oplagt at man til fulde må opfylde kravene mht dokumentation, som de fremgår af spildevandsbekendtgørelsens §35. Det er også oplagt at få sådanne påbud, og baggrunden for dem, afprøvet ved domstolene, som det for nyligt er sket i en sag ved Helsingør.

Det gentages ofte at ”staten har bestemt, vi kan intet gøre…” – det staten har bestemt er at der skal gøres NOGET for at opfylde miljøkravene i vandhandleplanerne. Men som det tydeligt fremgår af Miljøministerens svar på spm 237 fra Ida Auken (RV): ”kommunen kan fx også have foretaget en vurdering, der har vist, at forudsætningerne i spildevandsbekendtgørelsens § 35, nr.1-3 for at meddele et påbud ikke er opfyldt, hvorfor det kan accepteres, at indsatsen ikke gennemføres” kan kommunen også foretage en vurdering der siger at en eller flere ejendomme ikke skal tildeles påbud idet udledningerne herfra ikke kan dokumenteres at have forurenende effekt.

Kort sagt: selvom kommunerne i videst muligt omfang skal leve op til kravene i vandhandleplanerne, skal de først og fremmest leve op til borgernes krav om dokumentation for konkret forurening, dernæst sikre overholdelse af proportionalitetsprincippet, således at indsatsen for forbedret vandkvalitet ikke sker med større indgreb end absolut nødvendigt, dette sidste inkluderer brug af ganske almindelig sund fornuft og omtanke.