Spildevandsplan. Har Ivan Lilleng udvist forsømmelighed?
Ja, desværre har det været nødvendigt at rette dette procedurespørgsmål til borgmesteren for Faxe Kommune som formelt ansvarlig i henhold til lovgivningen og overfor Byrådet for administrationen og det kommunale politiske arbejdes tilrettelæggelse.
Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted.
Baggrunden er den enkle, at udvalgsformand Ivan Lilleng som formand for Teknik- og Miljøudvalget har godkendt grundlaget for den politiske udvalgsbehandling i henhold til den af administrationen udarbejdede Hvidbog over høringssvar i spildevandssagen samt øvrige bilag fremlagt på dagsordenen for udvalgsmødet den 1. marts 2017, dagsorden pkt. 29, Spildevandsplan 2016-2021.
Hvidbogen i den til udvalgsmødet foreliggende form er ikke fulddækkende for de indkomne høringssvar.
Det drejer sig konkret om det af undertegnede indgivne høringssvar for så vidt angår afsnittet: Byrådets behandling af forslaget.
De af undertegnede stillede spørgsmål til byrådsbehandlingen af spildevandsplanen i det til kommunen indleverede høringssvar er ikke behandlet overhovedet af kommunen i Hvidbogen.
Dette forekommer overraskende henset til, at der netop er tale om reelt kritiske og velbegrundede spørgsmål til borgmesteren i forbindelse med byrådsbehandlingen af udkast til spildevandsplan.
Jeg har derfor i henhold til lovgivningen og gældende praksis indgivet en formel klage til borgmester Knud Erik Hansen med henblik på at få en afklaring af hvorvidt der foreligger et tilfælde af forsømmelighed fra Ivan Lilleng i forbindelse med udøvelsen af det offentlige hverv som udvalgsformand vedrørende behandlingen af spildevandsplanen.
Jeg imødeser, at borgmesteren i henhold til reglerne vil sikre en besvarelse af spørgsmålet før Byrådets kommende drøftelse af spildevandsplanen.
Der må ikke efterfølgende være begrundet tvivl om at selve proceduren for Byrådets behandling af spildevandsplanen er iagttaget på korrekt vis.
Kommentarer