Haslev

Spillestedet goes Brazil – på Kultunariet

Spillestedet byder på en rejse ind i den brasilianske musik på Kultunariet i Haslev.

Onsdag den 3. maj klokken 19.00 byder Spillestedet på en rejse ind i den brasilianske musik på Kultunariet, Søndergade 12 A, Haslev.

Rejseførerne er én af Rios allerbedste sangerinder Thais Motta, samt den unge violinist og mundharpespiller Alexander Kraglund. Sammen med Jeppe Holst, guitar og Alfonso Corrêa, percussion danner de til sammen gruppen VIOLÍ VIOLÃ.

Alexander Kraglund, som til dagligt underviser i violin på Faxe Musikskole, er en alsidig herre. Udover at have slået sine folder på den danske jazzscene med navne som Hugo Rasmussen, Jacob Fischer, Sidsel Storm og mange flere, har Alexander markeret sig som en af verdens førende violister inden for den brasilianske Choro musik.

Det brasilianske eventyr startede for alvor, da han i 2012 flyttede til Rio de Janeiro. Efter blot to ugers ophold blev han inviteret til at spille live i ’Radio Nacional’ med den legendariske Choro-gruppe ’Epoca de Ouro’. Siden er Alexander blevet akkompagneret af en række af Brasiliens ypperste guitarister heriblandt –Yamando Costa, Rogério Souza, Ze Paulo Becker og Mauricio Carrilho.

Særligt til denne fantastiske aften på Kultunariet har Alexander inviteret sine elever fra Faxe Musikskole med til at varme op for den brasilianske sangerinde Thaís Motta. Thais Motta er sidste skud på stammen af mange fantastiske brasilianske sangerinder. Hun har allerede vundet stor anerkendelse for sit enestående sangtalent over hele Brasilien. Hun er også ved at vinde indpas i Europa, således sang hun for 25.000 mennesker i ’la Danse Bienalle’ i Lyon, Frankrig.

Der venter en rigtig dejlig aften i den brasilianske musiks tjeneste, når Violí Violã og Thaís Motta spiller numre fra deres netop udgivne CD É Luxo Só. Og det er i sandhed ’ren luksus’, når den unge skønhed fra Rio de Janeiro med sin stemme danser hen over det knitrende underlag af violin, guitar og percussion. Musik med både længsel og glæde!

Man kan finde yderligere info på www.violiviola.com

Billetter kan købe via musikskolen.faxekommune.dk eller på place2book.com.

Prisen er 80 kroner per billet plus gebyr.

 

Kommentarer