Rønnede

Spørgsmål til Dorte Nybjerg

debat_logo

Debat: I dine svar her i avisen betoner du det forhold,  at jeg ikke er bosiddende i Faxe Kommune som en del af din  uklare begrundelse for ikke at tage hensyn til mine legitime interesser relateret til  min skovejendom Fruens Have.

Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted

Jeg bemærker tillige, at Faxe Kommunes administration anført af kommunaldirektør Thomas Eriksen nu er begyndt at tillægge dette forhold betydning i skovsagen Kongsted.

Den selskabsretlige realitet er, at jeg driver en virksomhed i form af et skovbrug beliggende i Faxe Kommune. Det er min fulde ret som ejer at beskytte min ejendoms økonomiske interesser i henhold til Dansk lovgivning.

På baggrund af din besynderlige argumentation vil jeg gerne have svar på om  din udlægning i avisen skal forstås sådan, at alle der ejer fast ejendom i Faxe Kommune og med investeringer bidrager til kommunens økonomiske liv, det være sig sommerhusejere, fritidsboliger på landet, godserne, skovene  og ikke mindst de virksomheder, der har produktion og arbejdspladser placeret i Faxe Kommune; men har juridisk hovedsæde udenfor Faxe Kommune – har disse her nævnte ejere/investorer ingen betydning i dit politiske billede?

Vil det her reelt indebære, at du vil stille krav om, at alle ejere af virksomheder, der måtte slå sig ned i Faxe Kommune på forhånd skal regne med, at de ikke vil have fuld legitim ret, hvis ikke ejeren er bosat i Faxe Kommune?

Hvad med udenlandske ejerskaber eller aktieselskaber?

Med den form for udmelding fra Erhvervsudvalgets formand så forstår jeg da godt, at der endnu ikke er sket noget som helst i det fejlslagne projekt Eco Valley.

Det er da et meget overraskende standpunkt som gruppeformand for Venstre du hermed markerer.

Er det din erhvervspolitiske kurs som formand for Erhvervsudvalget i Faxe Kommune?

Man undres over at du kan skrive noget sådant.

Jeg ser frem til en snarlig forklaring fra din side.

Kommentarer