Rønnede

Spørgsmål til Nellie Bradsted

debat_logo

Debat: Det er med dyb forundring, at jeg i dag læser Nellie Bradsteds svar på et læserbrev i Faxe.nu.

Indsendt af Flemming Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted

Min forundring skal ses i sammenhæng med din erklæring: (citat) Jeg har tillid til administrationens sagsfremstillinger og dermed det materiale og grundlag, vi som politikere træffer beslutninger ud fra.

Jeg er enig i at sådan bør det være – vel at mærke ud fra den forudsætning, at tillid må være baseret på, at der er orden i sagerne og transparens i henhold til gældende regler.

Min forundring og dermed mit spørgsmål til Nellie Bradsted er begrundet i det faktum, at det da ikke er så længe siden, at jeg kunne læse Nellie Bradsteds egen kritik af, at Faxe Kommunes administration havde glemt at overholde procedurerene for ansøgning fra den statslige pulje af et millionbeløb i tilskud til arbejdet i Nellie Bradsteds udvalg Børne -og familieudvalget. Resultat et tab på flere millioner for Faxe Kommune, som kommunekassen herefter har skullet dække ind.

Nellie Bradsted kan da ikke som lokalpolitiker være ubekendt med, at dette desværre ikke er en enlig svale når det gælder standarden i forvaltningen.

Der foreligger en lang liste af fejl i forvaltningen, der alle berører tillidsaspektet – og vel at mærke især i forhold til borgerne!

Lad mig blot nævne udover ovenfor anførte eksempel fra Nellie Bradsteds eget udvalg, som hun har formandsansvar for:

  • Vejdirektoratet har udtalt: Faxe Kommune befinder sig i en tilstand af retsvildfarelse!
  • Forvaltningens generelle økonomistyring: Overskud på 80 mio kr i regnskabet i forhold til det grundlag, der var lagt i budgettet godkendt politisk. Er det ikke et væsentligt fejlskud relativt set, henset til den løbende rapportering til Økonomiudvalget?
  • Kommunaldirektørens misbrug af sine beføjelser, skriftligt bekræftet af borgmesteren uden at hændelsen er undskyldt.
  • Overtrædelse af persondatasikkerheden hele 2 gange indenfor et halvt år i mit tilfælde.
  • Manglende orden i journalføringen i form af korrekt registrering af vigtige breve i en konkret sag fra Kongsted.

Flere eksempler foreligger dokumenteret, desværre.

På denne baggrund finder jeg det relevant venligst at anmode Nellie Bradsted om en uddybning.

Endvidere ønsker jeg svar fra gruppeformand Dorte Nybjerg på om hun er enig i udvalgsformand Nellie Bradsteds udlægning.

Jeg ser frem til svaret.

Jeg kan som baggrund oplyse, at vi er en gruppe borgere der på baggrund af hvad  vi selv er blevet mødt med fra forvaltningen – og som har været ganske dyrt for os – med forundring må læse hvad de fra ansvarlige fra lokalpolitisk hold udmelder i dette spørgsmål.

Kommentarer