Haslev

Stadig uvist hvorfor de to børn døde

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forventede tidligere at have svar på de retskemiske undersøgelser midt i december, men politiets undersøgelser trækker ud.

Det er fortsat uklart, hvad der forårsagede forgiftningen af en hel congolesisk flygtningefamilie i Haslev. To af børnene døde og to andre overlevede kun takket være en levertransplantation.

Familien, der består af far, mor og ti børn blev hasteindlagt den 19. oktober. Det blev først antaget at familien havde spist giftige svampe fra naturen. Men det blev senere afvist.

Nu snart to måneder senere er Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi endnu ikke kommet med et svar på, hvad der slog de to børn ihjel. De har tidligere meldt ud, at de forventede at have svar på de retskemiske undersøgelser midt i december. Nu viser det sig at redegørelsen formenligt først er klar i 2018.

– Vi er tæt på jul eller ovre på den anden side, før undersøgelsen er færdig. Vi vil ikke gå ud og give delkonklusioner. Vi kommer med en samlet meddelelse med alle de elementer, der indgår i undersøgelsen, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til BT. Han oplyser at forsinkelsen skyldes en kombination af flere ting og afslutter:

– Der er flere elementer der gør, at vi ikke kan udtale os endnu.

Søren Ravn-Nielsen vil ikke oplyse, hvilke konkrete spor og detaljer der stadig bliver undersøgt, men han lover at politiet udsender en samlet konklusion over hele forløbet i en pressemeddelelse når redegørelsen er færdig.

Kommentarer