Stafet for Livet Haslev afholdes 10. – 11. september
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/11/afslut_stafet_for_livet-620x316.jpg)
Haslev: Stafet for Livet Haslev var en ubetinget succes. Arrangementet gav 476.342 kroner til Kræftens Bekæmpelse
Den allerførste udgave af Stafet for Livet i Haslev blev på trods af regn og rusk en ubetinget succes med over 1100 deltagere. Og arbejdet til næste års stafet, er allerede i gang. Første informationsmøde afholdes den 14. januar 2016 på Haslev Bibliotek
Stafet for Livet Haslev 2016 finder sted i weekenden den 10. – 11. september i samme fantastiske omgivelser som i 2015, nemlig parken på MSG Midtsjællands Gymnasium i Haslev.
Haslevs første stafet, der fandt sted den første weekend i september, blev en overvældende succes med over 1100 deltagere fordelt på 44 hold. Det gav 476.342 kroner til Kræftens Bekæmpelse.
— Da vi startede forberedelserne til stafetten i 2015 regnede vi med 200 deltagere og et overskud omkring 50.000. Løbende blev tallene højere og højere, men at der skulle komme over 1100 deltagere og samles næsten en halv million kroner ind, det oversteg alle vores forventninger. Og nu har vi fået 1100 ambassadører, så jeg tror vi bliver mindst 1500 i 2016, siger Niels Houmann, formand for Stafet for Livet Haslev.
– Derfor gør vi det igen, smiler han og retter samtidig en stor tak til alle sponsorerne.
Styregruppen, der stod i spidsen for stafetten i 2015, er stort set intakt. På formandsposten fortsætter Niels Houmann, Niels Chr. Jørgensen er igen næstformand og William Markussen er kasserer. Med i styregruppen er også en række tovholdere, som hver især har ansvar for fightere, lysceremoni, hold, sponsorater, logistik, forplejning, underholdning, oplysning og pr. Her er sket en enkelt udskiftning.
Torsdag den 14. januar klokken 19 på Haslev Bibliotek kan alle interesserede hilse på styregruppen, når det første informationsmøde for stafetten i 2016 finder sted. Det er også her, man kan høre meget mere om hvad Stafet for Livet er og eventuelt melde sig som frivillig.
— Der er brug for mange hænder til så stort et arrangement, siger Niels Houmann og fortsætter:
– Der skal laves og sælges mad og drikke, der skal rejses telte og ryddes op, når stafetten er slut og meget, meget mere både før, under og efter stafetten. Og som frivillig melder man sig til det, man har lyst og tid til. Det kan være to timer på selve stafetten eller en hel dag. Alt er velkomment.
Interesserede må meget gerne tilmelde sig informationsmødet den 14. januar. Enten til Niels Houmann, mail@houmannaps.dk – tlf 21 60 10 98 eller til Niels Chr. Jørgensen ronalle20@gmail.com inden den 12. januar.
Allerede nu er det muligt at tilmelde sig selve stafetten på stafetforlivet.dk/stafet/haslev – det koster 100 kroner pr voksen og 50 for børn under 15 år.
Har man haft, eller har man kræft, kan man tilmelde sig som fighter, det koster ikke noget. Fighterne er æresgæster og går den første stafet-runde iført gule bluser. Alt det kan man læse meget mere om på stafetforlivet.dk
Fakta
Stafetten varer 24 timer for at symbolisere, at det er hårdt arbejde døgnet rundt at have kræft.
Stafetten består af forskellige hold på typisk 10-15 personer. Færre eller flere kan også gøre det. Så længe holdet har mindst én person på banen, som går eller løber rundt på en afmærket rute i de 24 timer stafetten varer. Det gælder ikke om at komme først men om at gøre en aktiv indsats for at bekæmpe kræft.
Stafet For Livet åbnes med en fighterrunde, hvor tidligere og nuværende kræftpatienter fører an i den første runde af stafetten, efterfulgt af holdene.
Fakta
- Stafet For Livet i Haslev afholdes 10. – 11. september 2016 på MSG Midtsjællands Gymnasium
- Det er anden gang, Haslev står sammen i kampen mod kræften til Stafet For Livet.
- I 2015 deltog 71 Fightere, 44 hold med 1132 holddeltagere.
- Der blev samlet 476.342 kroner ind til Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Læs mere på www.stafetforlivet.dk
Kommentarer