Haslev

Stemmer fra Haslev i kirken torsdag aften

Haslev: Dirigenten Frans Rasmussen er i disse dage på besøg i Haslev. I morgen aften kan nysgerrige opleve, hvad der er kommet ud af et spændende prøveforløb

I øjeblikket øver stemmer fra Haslev og omegn, et stort åbent kor sammensat til lejligheden, intenst på Faurés Requiem.

Det er den kendte og folkelige dirigent Frans Rasmussen, som svinger dirigentstokken og får noderne på plads, så alle i Haslev torsdag aften kan nyde en storslået koncert med dette smukke korværk. Mange kender Frans Rasmussen fra DR TV serier såsom “Stemmer fra Opgangen” og “Stemmer fra Vollsmose”.

Betty Arendt er sopransolist i den berømte Pie Jesu sats fra korværket.

Bag arrangementet står Haslev Kirke og Sjællands Kirkemusikskole, som i disse dage holder kursus for kirkemusikere fra hele landet på Galleri Emmaus.

Der er gratis adgang til koncerten.

Koncerten med dirigent Frans Rasmussen finder sted i Haslev Kirke torsdag den 28. juni klokken 19.30.

Kommentarer