Faxe Ladeplads

Stenstøv er kræftfremkaldende

Læserbrev: Faxe Ladeplads By- og Kystlaug har i dag den 12. december sendt at åbent brev til Faxe Kommunes embedsmænd og politikere

Indsendt af Jens H Larsen, formand, Faxe Ladeplads By- og Kystlaug

Den 15. november 2011 skrev Faxe Ladeplads By- og Kystlaug et åbent brev til kommunens embedsmænd og politikere (PDF) . Vi stillede, på baggrund af borgernes ængstelse, nogle spørgsmål, dels til kommunen og politikerne og dels til embedslægen, om stenstøvs farlighed.

• Hvorfor blev borgernes uro og deres massive protest og underskriftindsamling imod opstart af B. G. STONE A/S og dermed stenknusning ignoreret?

Den 25. september 2012 forelå et (ikke offentliggjort) svar fra embedslægen (PDF), som tilfældigt kom i Laugets besiddelse. I svaret kan bl.a. læses, at stenstøv fra granit, flint og sandsten er på Sundhedsstyrelsens luftvejledning over kræftfremkaldende stoffer.

• Hvorfor skulle der gå 13 måneder (hvor adskillige andre i mellemtiden har stillet det samme spørgsmål) før standardvejledningen kom op af skuffen, så borgerne kunne få kendskab til, hvilke risici de selv og deres børn er udsat for?

I det åbne brev stillede vi også spørgsmål til lovligheden af B. G. STONE A/S’s etablering på halvøen. Det har efterfølgende vist sig, at de ikke havde hjemmel til at etablere sig, som de gjorde. Der er nu faldet afgørelse om, at de inden d. 1. marts 2013 skal rydde op og indskrænke sig til det af “Kalken”oprindeligt benyttede areal (PDF). Dvs. under det halve af, hvad de har beslaglagt.

Den 24. april 2012 skrev vi brev til kommune og politikere (PDF) og henviser til, at der i “Håndbog for Miljø og planlægning” på side 219 står: ”Stenknusning hører til afstandsklasse 6-7”. Der står ydermere: “For stenknuserier er en afstand på 1000 m. til beboelse ikke urealistisk som udgangspunkt”.

• Hvordan kunne det overhovedet finde sted, at B. G. STONE A/S (uden miljøgodkendelse) etablerede sig midt i Faxe Ladeplads med hele to stenknusere?

• Hvordan kan det gå til, at miljøafdelingen i Faxe spørger B. G. STONE A/S (PDF), om deres støv er farligt, når miljøafdelingen allerede har fået dette bekræftet af embedslægen?

Vi mener, at B. G. STONE A/S skal stoppe deres støvproduktion. Hvis firmaet skulle finde dét urimeligt, kan de klage og bevise, at deres specielle støv er uskadeligt.

Det er stadig en kendsgerning, at Faxe Ladeplads’s eneste børnehave ligger kun 450 meter fra forureneren. Dertil kommer, at der i 50 meters afstand (hos DLG) er mange arbejdspladser og håndteres brødkorn, inden for 100 meter har roklubben sine lokaler, indenfor 150 meter håndteres konsumfisk, indenfor 600 meter bor ca. 1000 borgere osv.

Klik her for at se bilag-2-6 som PDF

Vi forventer handling og nogle gode svar fra vores embedsmænd og politikere.

 

Kommentarer