Faxe Ladeplads

Stiftende generalforsamling i foreningen Gefions Venner

Der afholdes stiftende generalforsamling i foreningen Gefions Venner – ’Bevar ladepladsens historie’ i Hylleholthallen torsdag.

Torsdag den 12. januar klokken 19 afholdes der stiftende generalforsamling i foreningen Gefions Venner – ’Bevar ladepladsens historie’ i Hylleholthallen

– ’Bevar ladepladsens historie’ er en opfordring til handling. Netop her i Ladepladsen er vi berømte for – at tænke visionært – dele de gode ideer ved at tale om, hvad vi vil gøre, og handle ved at danne de grupper, som hver tager sin lille del af arbejdet, når drømmene skal realiseres, siger Hanne Løkke Winther og fortsætter:

– Faxe Ladeplads er et forbillede også udenfor kommunens grænser. Sådan var det for cirka 100 år siden, da byens driftige håndværksmestre gik i gang med at bygge ’Huset’. Sådan var det under krigen, da ’Viking’ begyndte at tage form og udvikle sig til en af Danmarks største roklubber. Sådan skal det blive i dag, hvis ’Den gamle Ladeplads’, med alle dens sjove historier og interessante bygninger skal udvikle sig til den blomstrende turistattraktion, som vi i nutiden har brug for til at skabe nye jobs og liv i Ladepladsen.

– Det er nemt at sige ’Bevar Gefion’, men hvis vi ikke banker på hos naboen, ringer til familie og venner og tager dem med i nye stærke fællesskaber, så visner ideerne af mangel på realitet. Og det vil vi så kunne ærgre os over i al fremtid.

Initiativgruppen har et håb om, at Ladepladsen stadig er en lille genstridig overlever, der gennemfører det, som borgerne vil. Byen har potentialet: den fantastiske beliggenhed, den dejlige natur og mange af den gamle bys mindeværdige huse, gader og pladser. Med den rigtige helhedsplan kan den vågne til nyt liv som det inspirerende billede med den gule cykel.

Man kan melde sig ind i foreningen med en seddel med navn og telefonnummer i akut-postkassen på Frederiksvej 5, eller via foreningens side på facebook.

– lad os sammen begynde at lægge grunden til, at vores kæreste fælles eje, Ladepladsen med Gefion som galionsfigur, går en ny spændende fremtid i møde, opfordrer Hanne Løkke Winther.

 

 

Kommentarer