Stigende befolkningstal i kommunen skyldes tilflyttere

Faxe Kommune: Der fødes for få børn i Faxe Kommune. Hvis det ikke var for tilflytterne ville befolkningstallet falde.
Den 1. januar i år var der 35.614 indbyggere i Faxe Kommune. Det er en stigning på 419 personer fra den 1. januar 2015, hvor befolkningstallet var 35.195 personer. Det viser en nye opgørelse fra Danmarks Statistik.
Der fødes for få børn
Der blev født i alt 266 børn i Faxe Kommune i løbet af 2015. Det er en meget lille stigning fra 2014, hvor tallet var 258. Dette tal ligger dog langt under de 360 der blev født i 2008, og de 386 der blev født i 2007.
Antallet af fødsler når ikke op på niveau med antallet af døde i kommunen. Sidste år døde 359 indbyggere i Faxe Kommune. Dette tal ligger nogenlunde konstant mellem 341 døde i 2012 og 382 døde i 2006.
Samtidigt er gennemsnitsalderen i kommunen steget fra 40,5 år i 2006 til 43,4 år i 2016.
Stigende tilflytning
Faxe Kommune kunne registrere 2.087 tilflyttere i 2015. Det er en pæn stigning fra 2014 hvor tallet lå på 1.938 og 1.769 i 2013.
En del af tilflytterne kommer fra udlandet. Per 1. januar i år boede der 2.167 indvandrere i Faxe Kommune samt 344 efterkommere af indvandrere.
Lande med mere end 40 indbyggere i Faxe Kommune
- Polen 463
- Syrien 256
- Afghanistan 103
- Statsløse 76
- Thailand 74
- Tyskland 66
- Storbritanien 57
- Litauen 53
- Rumænien 52
- Sverige 49
- Norge 47
- Bulgarien 45
- Island 43
- Iran 40
Kommentarer