Livsstil og forbrug

Stigning i købekraft blandt danske familier

En almindelig familie i Danmark har råd til at købe 81 procent af de huse, der findes på det danske boligmarked. Det er en stigning i forhold til september, hvor Boligsiden sidste gang lavede opgørelsen i samarbejde med Nordea Kredit.

En dansk families muligheder for at købe hus er blevet bedre sammenlignet med sensommeren sidste år. Det fremgår af en ny opgørelse, hvor Boligsiden har fået Nordea Kredit til at beregne, hvad en familie med to børn kan låne til at købe hus for i hver af landets 98 kommuner. Forældrene arbejder som henholdsvis sygeplejerske og lærer.

Beregningerne viser, at familien kan købe 81 procent af de huse i Danmark, som er til salg netop nu. Og det er en stigning i forhold til september 2019. Dengang var resultatet, at familien kunne købe 78 procent af de udbudte huse.

”Corona har ikke ændret den almindelige families købekraft på boligmarkedet. Tværtimod har de nu råd til at kigge på en lidt større bid af markedet. Det er en god nyhed,” siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.

Frit valg i mange kommuner

Kigger vi lidt nærmere på opgørelsen, viser det sig, at familien har næsten frit valg på husmarkedet i 63 af landets kommuner. Her vil de være i stand til at købe mellem 80 og 100 procent af de udbudte huse.

Nogle steder har familien næsten bogstavelig talt frit valg. Det gælder eksempelvis kommuner som Tønder, Skive og Morsø, hvor familien har råd til mellem 98,4 og 99,7 procent af de udbudte huse. Men også i kommuner som Halsnæs, Vejle og Kolding har familien råd til over 80 procent af husene til salg.

I 11 af landets kommuner kan familien købe mellem 40 og 80 procent af husene, imens budgettet rækker til mellem 0 og 40 procent af de udbudte huse i de resterende 24 kommuner.

Hovedstaden er fortsat tæt på lukket land

”Der viser sig et helt klart billede af, hvor familien skal lede, hvis de vil kunne vælge og vrage blandt de udbudte huse. Fyn er næsten frit tilgængeligt, og i Jylland er det kun i Aarhus kommune, det kan blive en udfordring at finde et hus inden for budgettet, imens Skanderborg og Silkeborg kommuner giver et udvalg på 40-80 procent af husene,” siger Birgit Daetz og tilføjer:

”Omvendt bliver udvalget mere begrænset for familien, når vi kigger mod København og hovedstadsområdet.”

Her er kommuner som Lyngby-Taarbæk, Gentofte og Frederiksberg helt lukket land for familien. Men jo længere familien bevæger sig væk fra hovedstaden, jo bedre bliver muligheden også for at finde nyt hus. Og når de først kommer ud til kommuner som Holbæk, Ringsted og Faxe, er der igen tæt på frit valg.

Kommentarer