Haslev

Støtte til anbragte unges vej mod voksenlivet

drenge_unge
Faxe Kommune får et tilskud, der skal styrke anbragte unges vej mod voksenlivet.

Socialminister Manu Sareen uddeler 5,5 millioner kroner til syv kommuner til indsatsen over for unge, der er eller har været anbragt. De syv kommuner, deriblandt Faxe, skal sikre, at de unge kommer i uddannelse eller får et arbejde, så de får en god start på voksenlivet.

Når anbragte unge bliver myndige og skal til at klare sig selv efter at have været anbragt uden for hjemmet, kan de have brug for ekstra hjælp til at søge jobs, få styr på SU’en og få en god start på en ny uddannelse.

Derfor baner socialministeren vejen for, at syv kommuner kan tage metoden ’Samarbejdsmodellen’ i brug. Den har i Fredericia, Gentofte, Roskilde og Københavns Kommune medvirket til, at flere af de unge kommer i uddannelse eller job.

Et af Samarbejdsmodellens redskaber er blandt andet det såkaldte ’netværkskort’. Netværkskortet skal give det tværfaglige team i kommunen et godt overblik over, hvem den unge føler sig tryg ved, og hvem der kan hjælpe den unge – hvad enten det er fagpersoner eller personer fra det private netværk.

Samarbejdsmodellen hjælper kommunerne med forskellige redskaber til koordinering af et skræddersyet forløb til de unge. De unge vælger selv en voksen fra deres private netværk, der sammen med et tværfagligt team i kommunen skal støtte dem på deres vej til selvstændighed.

– Vi skal give de her unge et godt springbræt til voksenlivet. Derfor er det afgørende, at vi også holder fast i dem efter en anbringelse. Et job eller en uddannelse kan gøre, at de unge ikke føler, at de står alene tilbage med en uoverskuelig fremtid, siger socialminister Manu Sareen. Og han fortsætter:

– Det kan give dem en tro på fremtiden, et nyt netværk og et fællesskab, når de skal til at stå på egne ben. Samarbejdsmodellen har allerede i fire kommuner vist, at den medvirker til, at flere af de unge kommer i uddannelse eller får et job. Derfor ser jeg frem til, at modellen bliver udbredt til flere kommuner.

De syv kommuner, der modtager støtten, er:  Faxe Kommune, Horsens Kommune, Sorø Kommune, Esbjerg Kommune, Ringsted Kommune, Frederikssund Kommune og Silkeborg Kommune.

Man kan læse mere om samarbejdsaftalen og se redskaberne til kommunerne på socialministeriets hjemmeside.

Kommentarer