Stop flygtningestrøm, stop krigsgalskab
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2014/11/debat_logo-620x316.jpg)
Debat: Sidste år flygtede og indvandrede flere til Danmark end nogensinde før på et år, skriver Ritzau.
Indsendt af Jesper Petersen, Søtorupvej 5, Haslev
Antallet af syriske flygtninge blev tredoblet i 2014 i forhold til året før. Væsentligt mere humanistisk indstillede Sverige har modtaget langt flere f.eks. syriske flygtninge end Danmark.
Krige skaber flygtninge, og det vi ser nu er kun toppen af isbjerget. Foreløbigt er Nordeuropa oven i købet forskånet for det mareridt man oplever i f.eks. Italien og Spanien med hundredetusindvis eller millioner af indvandrere og flygtninge. Desværre kan – og vil – problemet blive langt værre, også på vore breddegrader.
Vestens svar på den ustabilitet og ekstremisme, man selv aktivt har været med til at skabe i den arabiske verden, er fortsat bare mere krig. Ensbetydende med endnu større regionale og nationale sammenbrud; endnu flere ubærlige lidelser, endnu flere flygtninge.
Situationen er fuldstændig horribel. Politikere, selv i et land som Danmark, udviser en så ringe forståelse for den verden vi lever i, at man skulle tro det var løgn.
NATOs beslutning om at bombe Libyen og mordet på Gaddafi i oktober 2011, officielt for at beskytte Libyens civilbefolkning, har haft den stik modsatte effekt og drastisk forringet livet for millioner af libyere samt forværret livsforholdene for endnu flere i en række fattige lande i Nordafrika.
De ansvarlige for denne humanitære kæmpekatastrofe, der har ramt henved halvdelen af det afrikanske kontinent (måske endda mere), og som i de kommende år risikere at destabilisere dele af Europa, bør hurtigst muligt stilles for krigsforbrydersdomstolen i Haag.
Vestens misforståede krigsideologi, skudt i gang af den bedrageriske krig mod terror, er ensbetydende med støt voksende flygtningestrømme til Europa, f.eks. via Italien, som sidste år modtog knapt ¼ million bådflygtninge, først og fremmest på Lampedusa, der i dag er ubeboelig for øens oprindelige indbyggere.
EU hjælper ikke tilstrækkeligt med de stadig flere flygtninge f.eks. i Syditalien, som i første omgang skal genhuses i en af EUs fattigste regioner.
Efter os syndfloden, lader til at være de fleste europæiske lederes motto.
Tysklands Merkel gør en lille positiv forskel. Måske fordi hendes land bedre end nogen kender prisen for at følge populismens, nationalismens og militarismens fejlslagne, blodige vej.
Kommentarer