Stor diskussionslyst til ”Liv i Ladepladsen”
Faxe Ladeplads: Tordenskyerne passerede stort set kun forbi i horisonten, da der i aftes var Liv i Ladepladsen
Arrangementet blev i al hast flyttet til Faxe Ladeplads Minipark fordi man frygtede vejrets rasen på den åbne plads midt i byen. Under halvtaget i miniparken var der derimod trygt og hyggeligt, med udsigten til blomster og de smukke små huse. Og det var rart med trygge omgivelser, da man bevægede sig ud i aftenens opgaver; nemlig at arbejde med sine egne og andres ideer i fællesskaber efter interesser. Tanken fra initiativgruppen var, at ideerne fra det første møde skulle modnes under dette møde.
Men mange måtte sande at det ikke altid er så nemt at løfte i flok, før man har fået en fælles forståelse af, hvor man skal løfte hen. Og nogle byrder er tungere at løfte, når de pludselig ligger på ens egne skuldre og ikke “de andres”.
Men tordenskyerne blev i horisonten. Måske gruppedannelserne ændres undervejs og måske nogle holder flere møder privat efterfølgende. For nogen var enigheden stor og løsningerne nærmest lige for, men andre måtte kæmpe lidt hårdere. Nogen kunne slet ikke i aftes, men var lige forbi for at melde at de senere vil samles om deres fælles idé.
De skal alle være hjertelig velkomne tilbage med deres meninger og videreudviklede projekter på Liv i Ladepladsens sidste møde i september. Hvis man har meldt tilbage (eller gør det fra videreudviklede projekt-ideer sommeren over), tilbyder initiativgruppen at finde sparringspartnere, der passer til hvert projekt på det sidste møde i september.
En af de grupper der viste sig at have mange forskelligartede idéer var naturligvis den gruppe, der snakkede om det nyerhvervede hus. Der var en stor gruppe, med en stor iderigdom og mange gode argumenter for både det ene og det modsatte. Der bliver helt sikkert ikke kedeligt i det hus, hvis det lykkes for dem at gennemføre bare en fjerdedel! (Måske en diskussionsklub kunne være en ekstra idé.)
Så var der mad! Slagter Erik stod selv ved grillen og pølser, salater og brød fik stemningen til at stige – ligesom skyerne gjorde det. Der blev spist i let solskin og godt selskab, mens snakken om de fælles projekter blandede sig med snakke om hverdagen i går og i morgen.
Liv i Ladepladsen har rykket et lille skridt videre mod borgerdreven udvikling som en naturlig handlemåde – i byen mellem de grønne skove og den blå bugt.
Kommentarer