Kommunen: Stor gevinst ved energirenovering
Faxe Kommune har i 2011 gennemført energibesparelser på skoler, institutioner m.m. for i altomkring 9,7 mio. kroner
Center for Udvikling har isoleret, renoveret ventilationsanlæg samt skiftet belysningsanlæg og varmeanlæg. Der er også sat fem solcelleanlæg op og installeret jordvarmeanlæg i to af kommunens børneinstitutioner.
De projekter, der er gennemført har tilbagebetalingstider varierende fra cirka fem til syv år. Den samlede beregnede besparelse på energiforbruget svarer til en reduceret CO2-udledning på 540 ton årligt.
Alene udskiftningen af cirkulationspumperne i 15 kommunale bygninger ventes at give en årlig reduceret CO 2-udledning på cirka 52 tons.
– Det vil være en rigtig god forretning for mange private husejere. Ved at udskifte de gamle cirkulationspumper vil man typisk kunne spare op til 700-800 kr. pr. år, forklarer Nelle Søndermand, der er formand for Klimaudvalget i Faxe Kommune
Det er klimaudvalget, har ansvaret for de energibesparende foranstaltninger, som alle lånefinansieres. Arbejdet er gennemført i et samarbejde med SEAS/NVE – det rådgivende ingeniørfirma Alectia og kommunens egne teknikere.
I Faxe Kommune fortsætter arbejdet med energibesparelser i 2012. Der er allerede iværksat større energispareprojekter på to skoler, og planlægningen af årets opgaver er i fuld gang.
Kommentarer