Stor interesse for gamle nyheder
I disse dage ruller paller med historiske aviser ind på magasinet i Faxe Kommunes Arkiver i Rønnede.
Sjællandske Medier har overdraget indbundne udgaver af Dagbladet fra 1951 til 1989 til arkivet, så de fremover er tilgængelige der. De supplerer arkivets historiske avissamling, der går tilbage til 1892.
– De historiske aviser er gode kilder både til fortidens begivenheder og til hvordan de er blevet fortalt, siger arkivleder Marianne Rimmen Raasted, der glæder sig over den nye mulighed for arkivets brugere.
Og interessen er stor. Flere borgere har allerede haft fat i flere af aviserne fra 1950’erne for at finde omtale af bestemte lokale begivenheder.
Finder man ikke hvad man søger i Dagbladet, er der måske andre muligheder i Haslevitten, der udkom 1905-1920 eller måske Karise Avis 1972-1976.
De to sidstnævnte overdrages om kort tid til Faxe Kommunes Arkiver sammen med en række andre lokal- og distriktsaviser fra Det Kongelige Bibliotek.
Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek har hidtil haft to næsten identiske avissamlinger. De er nu ved at blive digitaliseret, så derfor foræres reserveeksemplarer af papirudgaverne nu til lokale kulturarvsinstitutioner.
I Faxe Kommunes Arkiver bliver aviserne modtaget, sorteret og lagt på magasin, så de fremover kan benyttes af enhver på læsesalen.
Kommentarer