Faxe Ladeplads

Stor pinseudstilling i ’Huset’ i Faxe Ladeplads

Faxe Ladeplads: Igen i år kan kunstgruppen præsentere en stor, flot pinseudstilling i ’Huset’ på Hovedgaden i Faxe Ladeplads.

Lørdag den 14. maj klokken 11 slår ’Huset’ i Faxe Ladeplads dørene op for en stor flot pinseudstilling.

Det er en meget alsidig udstilling med i alt syv deltagende kunstnere. Anette Lauridsen, Lisbeth Drent, Birgitte Drent Sørensen og Anni Breum udstiller billedkunst. Else Lund udstiller pileflet. Jane Breum udstiller filtet tøj og Marianne Gaarde-Nissen udstiller strik, smykker og patchwork.

Pinseudstillingen kan ses lørdag den 14.maj, søndag den 15. og mandag den 16. maj, alle tre dage mellem 11 og 16. I åbningstiden kan man møde kunstnerne og tale med dem om deres kunst.

Lørdag vil der desuden være musikunderholdning med ’Bernhard og Linde’ fra klokken 13:

Søndag kan man deltage i workshops om decoupage, filtning og pileflet.

Mandag er der musikunderholdning med ’Mette Østerbro og Henning Jørgensen’ fra klokken 13.

– Kunstnerne håber, at rigtig mange vil lægge vejen forbi og lade sig inspirere af de mange tilbud, som dette dejlige sted byder på, står der i invitationen.

Lidt om de udstillende kunstnere

Anette Lauridsen har altid været kreativ, men har i en årrække arbejdet med billedkunst. Det er særlig akryl på lærred, som Anette arbejder med. Erfaringen og teknikkerne, har Anette tilegnet sig via løbende kurser.

Lisbeth Drent har malet billeder siden 1985 og er en yderst erfaren billedkunstner. Lisbeth henter en stor del af sin inspiration i naturen i og omkring Faxe Ladeplads. Lisbeth udstiller både akvarel- og akrylbilleder på denne udstilling.

Birgitte Drent Sørensen har malet billeder i 9 år. Det er især Birgittes rejser til de Nordatlantiske lande, særlig Færøerne, Grønland og Island, som har inspireret hende. Men også Birgittes historiske interesse afspejler sig i hendes billeder, især i form af hulemalerier og helleristninger.

Anni Breum er tidligere porcelænsmaler fra Den Kongelige Porcelænsfabrik, men har i sin pensionisttilværelse fundet en dejlig hobby i billedkunstnen. På denne udstilling vil man se både akryl- og akvarelbilleder. Desuden vil Anni vise eksempler på sin keramikkunst.

Else Lund bor i Næstved, men er yderst kendt i Faxe/Faxe Ladeplads, da Else ofte holder kurser i sin store viden om pileflet. På udstillingen vil vi se både kurve, julepynt o.lign., men også mere utraditionelle ting som vægophæng og rumdelere i pileflet.

Jane Breum er en sand kunstner med sit filtede tøj, som bearbejdes i en blanding af uld, silkestoffer og andre materialer. Tøjet er håndlavet og stofferne er hjemmefarvede, så man får et helt unikt stykke tøj, som derfor kun findes i én udgave.

Marianne Gaarde-Nissen er gået på pension efter et arbejdsliv som lærer, hvilket har givet hende mere tid til at dyrke sin kreativitet. Efter at have undervist børn i håndarbejde og billedkunst i et helt arbejdsliv, er det en anderledes glæde for hende nu at fordybe sig i egne interesser, som især er strik, patchwork og smykkefremstilling.

 

Kommentarer