Stor ros til Dagplejen i Faxe Kommune
Debat: Når man er forælder til et barn, uanset alder, er noget af det vigtigste i ens verden, at ens lille pode har det godt, trives og er i tygge omgivelser, når man som forældre ikke selv kan være tilstede.
Indsendt af Helle Thielke Nielsen, Kalvehavevej 7.b, 4640 Faxe. Formand for dagplejens forældrebestyrelse.
Når barnet er helt lille, er det ydermere vigtigt, at det er et sted, hvor de voksne der er sammen med barnet, er opmærksomme, kærlige og professionelle mennesker, som prioriterer hele barnets udvikling højt. I Faxe kommune har vi heldigvis mange gode institutioner, som kan levere en ydelse af den kaliber. Et af dem, som i særdeleshed er værd at fremhæve, er Dagplejen.
Derfor var det med stor glæde, at jeg torsdag d.10. marts var med til en rigtig festdag i Dagplejen. En festdag der markerede, at Dagplejen nu har fået sit eget, rigtig flotte, logo. Det lyder måske ikke som noget, der er værd ligefrem at holde en fest for, men det er det!
Logoet er nemlig et rigtig godt initiativ, som kan være med til at skabe positiv opmærksomhed, og være med til at udbrede kendskabet til dagplejen. Når man har et så fantastisk dagpasningstilbud, så kan man ikke skabe for meget opmærksomhed omkring det.
Dagplejens ledelse skal derfor have stor ros for at have ført planerne om logoet ud i livet.
Alle de skønne dagplejere der fremadrettet vil vise logoet frem på barnevogne, cykler, jakker og ved at give dagplejebørnene trafikveste på, I skal også have en STOR ros. Ikke bare for at I med glæde modtager nye initiativer, men fordi at I altid stiller op, selv skaber en masse fine arrangementer, og altid udviser et stort sammenhold. Det er fantastisk at I møder så talstærkt op, både i Haslev, Dalby og Faxe, som I gjorde til indvielsen af logoet.
Faxe Kommune har en Dagpleje vi alle kan være stolte af, og med det nye logo kan vi nu også tydeligt genkende dem, når vi møder dem ude i byen.
Kommentarer