Haslev

Stor succes med Cupcakes i LOF Haslev

Haslev: 11 børn med deres forældre deltog i kurset Cupcakes for børn og voksne i tirsdags

Tirsdag den 25. september havde LOF Haslev 22 glade deltagere på et nyoprettet aftenskolehold i Cupcakes for børn og voksne.

Kursisterne skulle lære at bage lækre cupcakes fra bunden samtidig med at man skulle have det sjovt med at dekorere dem med fondant og kagepynt. Alle hyggede sig sammen med underviseren Gerda Just Hansen.

Resultatet var meget kreativt med over 85 forskellige variationer af cupcakes dekoreret med farver ansigter, blade, pindsvin og smukke blomster i lige fra roser til solsikker. Børnene var rigtig kreative og hyggede sig sammen med forældrene.

Til slut blev alle de smukke cupcakes udstillet midt på bordet og så var det tid til diplomuddeling. Alle børnene bestod og forældrene klappede herefter for deres bedrifter.

– Det var dejligt at se så mange glade og tilfredse deltagere, så det er ikke sidste gang vi igangsætter dette hold. En rigtig succes, siger LOF’s skoleleder Claus Kronborg.

Har man lyst til at finde andre af spændende hold, kan man se på hjemmesiden haslev.lof.dk.

Kommentarer