Stor succes med loppemarked på Kornagervej

Faxe: Grundejerforeningen Lindegård afholdt i går, lørdag d. 20 august, deres første loppemarked nogensinde og det var en stor succes

Rigtigt mange af grundejerforeningen Lindegårds beboere havde taget imod opfordringen fra bestyrelsen om at deltage i loppemarkedet på den store plæne for enden af Kornagervej. Grundejerforeningens bestyrelse vil nemlig gerne have at beboerne lærer hinanden bedre at kende, fordi det bl.a. er et godt værn mod indbrud.

Der var flere rutinerede kræmmere, som har prøvet det før og så var der alle dem der udelukkende var med for at støtte idéen. Fælles for dem alle var at de nød det dejlige vejr og hinandens selskab, snakken gik livligt mellem stadepladsindehaverne. Der var fundet mange spændende ting frem fra gemmerne og det var muligt at gøre mange fordelagtige handler, hvilket rigtigt mange benyttede sig af.

”Det er en helt fantastisk dag og vi vil helt sikkert gøre det igen” sagde Ebbe Grøn, formand for Grundejerforeningen Lindegård til Faxe.nu.

Se flere fotos på Facebook

 

Kommentarer