Haslev

Storalarm om bygningsbrand i Haslev torsdag aften

brandøvelse

Haslev: Først på aftenen torsdag kørte flere brandkøretøjer fra både Haslev og Faxe frem med udrykning til SØS – Efterskolen på Tingvej i Haslev.

På alarmen lød det på bygningsbrand på Sydøstsjællands Idrætsefterskole på Tingvej i Haslev og hele slukningstoget fra Faxe Brand & Redning i Haslev samt en tankvogn fra Faxe afgik med kurs mod adressen hvor alarmen var indløbet fra i Haslev.

Da indsatsleder Henrik Alsing kort tid efter ankom til stedet var personalet på efterskolen allerede i fuld gang med at evakuere de mange efterskole-elever fra hovedbygningen imens det væltede ud med røg flere steder fra bygningens anden sal. En enkelt elev var faret vild på bygningens anden sal og stod og råbte fortvivlet efter hjælp imens flere af de fremmødte brandfolk samtidig var i fuld gang med at rejse en stige til brug i forbindelse med redningen af eleven som råbte mere og mere panisk ud af et åbent vindue imens røgen også væltede ud af det samme vindue.

Det første røgdykkerhold fra Faxe Brand & Redning i Haslev rykkede med det samme ind i hovedbygningen og afsøgte alle etager og de mange rum for at sikre at der ikke var flere mennesker som var indespærret i bygningen og samtidig gjorde endnu et røgdykkerhold sig klar til indsats i bygningen.

Alle elever blev hurtigt evakueret og den indespærrede elev kom hurtigt ned på jordniveau med hjælp fra en brandmand, som kravlede op til ham via stigen.

Indsatsleder Henrik Alsing kunne cirka et kvarter senere annullere yderligere assisterende slukningsstog og informere alle de involverede elever, lærere samt brandfolk om at der blot var tale om en i forvejen planlagt brandøvelse og alle de mange involverede mennesker faldt igen til ro.

Indsatsleder Henrik Alsing fra Faxe Brand & Redning og Instruktør Jan Pagter Simonsen fra Næstved Brand & Redning fortalte Faxe.nu at man flere gange om året uden nogen forvarsel gennemfører disse brandøvelser netop for at være på forkant hvis det en dag skulle være alvor og for få år tilbage var det alvor på netop Sydøstsjællands Idrætsefterskole da der udbrød en voldsom brand øverst oppe i netop den bygning, som torsdag aften var centrum for brandøvelsen.

Skrevet af Claus Michael Smith – E-mail: claus@faxe.nu

Kommentarer