Den store brand i Tystrup får lov at brænde ud
Tystrup: Fredag aften vurderede beredskabet, at der ikke længere var fare for at den enorme brand på genbrugsstationen i Tystrup skulle sprede sig.
Fredag sidst på eftermiddagen besluttede brandvæsnet at de ikke længere ville forsøge at slukke den enorme brand på genbrugsstationen ved Tystrup.
– Vi er nået til en fase, hvor der ikke længere er risiko for, at den breder sig. Så man er gået over til en kontrolleret nedbrænding, fortalte vagtcentralssupervisor ved Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Carsten Hansen til Ekstra Bladet. Og han fortsatte:
– det simpelthen ikke rimeligt at bruge den mængde vand på en slukning. Det vigtigste er, at man har sikret, at den ikke breder sig. Nu kan den så brænde ud under kontrollerede forhold. Den er formentlig først slukket eller brændt ud søndag aften.
Startet af gnister fra gummiged
Branden, der opstod i en 6.000 tons stor bunke genbrugstræ ved 10-tiden fredag formiddag, er formentlig startet af gnister fra en gummiged.
– Når man har sådan en bunke, skubber man til træet for at få plads til mere, og der bruger man en gummiged med en skovl på. Hvis den har gledet hen over stenene på pladsen og trukket gnister, og der har været støv, så skal der ikke meget til, når der er så tørt, siger Morten Larsen der er teamchef på genbrugspladsen til DR Nyhederne.
Træet, der skulle genanvendes til spånplader, har en meget høj brandværdi, hvilket gør arbejdet endnu sværere for brandvæsenet.
Ingen branddamme eller branddamme i nærheden
Det viste sig hurtigt at det ville være en udfordring at skaffe vand til brandslukningen. Der er ingen branddamme eller brandhaner i nærheden af genbrugspladsen, så tankvogne kørte i fast pendulfart til Faxe for at hente vand.
Faxe Vandværk satte ekstra pumper i gang
Faxe Vandværk måtte i løbet af fredagen skrue op for pumpekapaciteten, for at sikre at der både var vand til borgerne og til de lokale virksomheder, selvom der blev brugt rigtigt meget vand til brandslukningen.
– Vi har startet nogle ekstra pumper op, og så har vi skruet op for kapaciteten i vores boringer i Hovbyskoven, og det bliver ikke et problem at følge med, siger Henning B. Hansen, driftschefen på Faxe Vandværk, der i øvrigt bijobber som brandmand.
– Borgerne har førsteprioritet. Det duer jo ikke, hvis folk ikke kan komme i bad, og både svinebønderne og Haribo skal nok også bruge en sjat, men med den kapacitet, vi har nu, løber vi ikke tør, siger Henning B. Hansen til Sjællandske.
Beredskabet tilkaldte desuden driftschefen for Faxe Forsyning, Henning Andersen, så han kunne øget trykket på en brandhane i nærheden, der sidder på en vandledning, der kommer fra Haslev.
Ikke første gang lossepladsen brænder
Gårdejer Kaj Munck, der har boet ved siden af lossepladsen i 28 år, fortæller, at der ofte har været brand på lossepladsen:
– Tidligere tømte folk af og til deres askeskuffe og lignende sager ude på lossepladsen, som antændte en brand. En decideret storbrand skete kun et par gange om året, mens småbrandene skete ret ofte, siger Kaj Munck til TV Øst.
En anden nabo til genbrugspladsen, gårdejer Lars Skovvang Larsen, bekræfter, at der har været mange brande gennem årene. Der var blandt andet en stor brand på lossepladsen den 26. april 2009.
Brandårsagen skal undersøges
Morten Larsen, der er teamleder hos Faxe Miljøanlæg, er ærgerlig over branden. Han vil nu sørge for at området bliver undersøgt nærmere, så nye brand kan forhindres fremover.
– Vi har selvfølgelig også noget vi efterfølgende skal se på, om alt nu har været, som det skal være, og hvordan vi undgår det i fremtiden, siger Morten Larsen til TV Øst.
Kommentarer