Store Hønsedag hos Hønseriget Tokkeruplund søndag
Der er høns og æg over det hele, når det lille, økologiske ’Hønseriget Tokkeruplund’ igen i år afholder Store Hønsedag.
Søndag 19. marts fra klokken 11 til 14.00 afholdes der Store Hønsedag, på det lille, økologiske ’Hønseriget Tokkeruplund’ der ligger på Tokkerupvej 36 per Faxe.
Hønseriets ejer, Dorthe Kreutzfeldt, er blevet meget omtalt, fordi hun spiller Mozart for sine høns, så de bliver mere rolige og tillidsfulde.
Det er på, og der er lagt op til en rigtig familiedag, hvor ungerne kan komme i nærkontakt med de høns og æg, som mange ellers kun oplever i supermarkedet. Hønseriet har også anskaffet nogle klappekyllinger, som de små kan samle op under varmelamperne.
Skæg og ballade er der også i form af det traditionelle æggeløb med æg på ske i munden og hønsebingo, hvor deltagerne vædder om, hvor hønen lægger klatten. I år er der desuden besøg af Frøsamlerne, en organisation, der deler frø fra gamle danske sorter – og fortæller om anvendelse af frøbomber for at styrke biodiversiteten!
Mikrovirksomheden Boen Kransekage har et værksted, hvor de besøgende kan fremstille chokoladeæg og puste påskeæg. Desuden kan man i år få alt at vide om at holde sine egne bier.
Dorthe Kreutzfeldt vil som altid under markvandringen fortælle om alt mellem høns og bord, permakultur, fugleinfluenza, hønsenes kulturhistorie og meget andet. Undervejs serverer hun arme riddere lavet med egne æg.
Gummistøvler anbefales.
Kommentarer