Haslev

Stormen lukker broer og standser tog

stormskade_haslev

Faxe Kommune: Alt disponibelt mandskab i Faxe Kommune er klar til at hjælpe, hvis der sker ulykker

Hele Danmark er ved at ruste sig til stormen Bodil.

Storebæltsbroen er nu lukket på grund af stormen, melder Fyns Politi. Broens Teknik-vagt oplyser til TV2 ØST at man forventer en længere lukning, idet broen sandsynligvis først kan åbnes igen ved midnatstid eller senere.

Ny Lillebæltsbro er ligeledes lukket nu for al trafik på grund af stormen, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Øresundsbroen er lukket. Forventes først åbnet igen fredag morgen klokken otte.

Banedanmark varsler stop for togtrafikken, med start i Jylland fra klokken 14. Klokken 16 stoppes togtrafikken i Østjylland og på Fyn og fra klokken 18 på Sjælland inklusive Øresund.

Fyns Politi opfordrer forældre til at hente deres børn i daginstutioner og skoler hurtigst muligt

Sydjyllands Politi fraråder al unødig udkørsel og ophold fra klokken 15.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi forventer at Farøbroen vil blive lukket omkring klokken 18, muligvis før. Politiet henviser personbiler og varevogne til Storstrømsbroen. Lastbiler og andre køretøjer med en vægt på over 10 tons må pænt vente på at Farøbroen genåbner, hvilket tidligst sker omkring klokken 21.

Læs også: Frivilligenheden i Faxe Brand & Redning er også klar til stormen

Kjeld Christensen, der er indsatsleder hos Faxe Kommune giver et par gode råd til, hvordan borgerne kommer bedst igennem stormen:

– Kør hjem mens det er lyst, hvis du har mulighed for det. Og bliv hjemme fra fritidsaktiviteter i aften, så du ikke udsætter dig selv og din familie for unødig fare.

– Ring 112 hvis der er fare for ulykker – for eksempel hvis der ligger et væltet træ over vejen og I ikke selv kan flytte det.

– Ring 114 hvis der er andre skader, som du mener politi og redningsvæsen bør kende til.

Hvis du opdager skader på veje og offentlige ejendomme, som ikke er til fare for personer, så giv kommunen et praj .

Man kan ringe til Park & Vej fredag, mellem 08.30 og 12.00, på 5620 2900.

På rådhuspladsen på Frederiksberg er det store juletræ blevet lagt ned, så det ikke vælter i stormen.

Kommentarer