Stormvarsel lige syd for Faxe Kommune

Faxe Kommune: Det voldsomme blæsevejr der i øjeblikket passerer henover det sydlige Sjælland og øerne aftager først fredag.
Torsdag den 9. juli klokken 08:40 har meteorologerne hos DMI udsendt et varsel for vindstød af stormstyrke for Lolland, Guldborgsund og Vordingborg kommuner. Varslet varer fra klokken 09:00 til 19:00.
Ifølge DMI kan vores naboer mod syd forvente hård vind til kuling med vindstød af stormstyrke på op til 26 meter i sekundet. Samtidigt lover de gråvejr og byger lokalt med torden samt temperaturer på omkring 13-14 grader. Det kan klare op i løbet af eftermiddagen eller aftenen men vejret bliver først gradvist bedre i løbet af fredagen.
Meteorologerne på TV2 skriver at et lille hidsigt lavtryk nord for Danmark er på vej mød øst. De forventer ligeledes op til hård kuling med vindstød op nær stormstyrke og temperaturer mellem 12 og 15 grader i de sydlige og vestlige egne. Den seneste gang at Danmark oplevede en sommerstorm af den styrke ligger tilbage i 2009.
Vindstød af stormstyrke kan betyde at tagsten blæser ned, store grene knækker og at træer kan vælte. Trafikken på broerne kan desuden blive forstyrret.
Kommentarer