Storskraldsordning er ikke nok Charlotte Poulsen

Læserbrev: Ja – det var nogle gode, men kolde timer Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten havde i Faxe og Haslev
Indsendt af Kurt Munck, Dyrehavevej 12, Store Elmue, 4640 Faxe. Spidskandidat for Enhedslisten
Der var mange gode input fra borgerne. Et af dem refererer Charlotte i sit læserbrev i går. Det giver hende en ide om, at vi skal have indført en form for storskraldsordning her i kommunen. En ide, vi fra Enhedslisten godt kan bakke op om, men den må og kan ikke stå alene.
Den bør kombineres med en fornuftig plan for affaldssortering. I den gamle Fakse Kommune fik vi – på mit initiativ – indført en rigtig god ordning, som passede til den landkommune Fakse var. Vi sørgede for at det var nemt og billigt at sortere sit affald. ”Gad” man ikke sortere, så kom man i stedet til at betale de omkostninger, som der var forbundet med at behandle sit affald.
For at gøre det nemt for borgerne at sortere sit affald og komme af med det, satte vi ”miljøstationer” op ved centrale steder i kommunen – ved supermarkederne, ved stationerne og hvor folk ellers ”normalt” kom. Ingen borger fik mere end et par km. til en miljøstation.
Jeg tror, at vi kunne bygge videre på den ide. Gøre miljøstationerne mere indbydende, sørge for, at der er beholdere til alle fraktioner, man kan sortere i. Vi skal nok kombinere det med at lære folk, at lave deres egen kompost. Det er jo lidt paradoksalt, at man læsser sine nedfaldne blade og grene, ukrudt med mere på en trailer og kører det til genbrugspladsen, for så at køre derop om foråret for at hente den kompost. Lavede man sin kompost selv, sparede man to gange kørsel til genbrugsstationen.
Vi kunne så kombinere en sådan affaldsordning med Charlottes ide om en storskraldsordning. Med en fornuftig affaldsortering kunne vi sagtens nøjes med at køre en gang i kvartalet.
Dette er en af de ting, jeg vil arbejde for, når og hvis jeg bliver valgt til byrådet den 19. november
Kommentarer