Samfund

Stort flertal vedtog den nye spildevandsplan

Et stort flertal i Faxe Kommunes byråd vedtog en ny 5-årig spildevandsplan på det seneste byrådsmøde tirsdag.

Byrådet i Faxe Kommune vedtog tirsdag den 14. marts et stort set uændret forslag til en ny spildevandsplan for årene 2016 til 2021 med 20 stemmer mod 3. To udlod at stemme. Byrådet har dermed ignoreret rigtigt mange protester fra især grundejere i det åbne land.

Ifølge den nye spildevandsplan skal der i årene 2016 til 2021 blandt andet ske en forbedring af spildevandsrensningen på en række ejendomme i det åbne land, der skal separatkloakeres i fælleskloakerede områder i Dalby og Karise og Karise renseanlæg skal renoveres.

Den nye spildevandsplan har været genstand for heftigt debat, især blandt grundejere i det åbne land, der ikke mener at det er rimeligt at man skal rense sit spildevand, hvis kommunen ikke påviser forurening. Se de mange indlæg fra både læsere og politikere på vores Debat-side.

Landsforeningen ’Fair Spildevand’

Liberal Alliance Faxe afholdt et debatmøde om spildevandsplanen tirsdag den 8. november i Skuderløse Forsamlingshus, med deltagelse af over 150 vrede borgere.

Læs også: 150 vrede borgere var samlet i Skuderløse

Det blev startskuddet til stiftelsen af den landsdækkende forening Fair Spildevand.

Læs også: Landsforeningen ’Fair Spildevand’ er nu en realitet

Ifølge foreningen fortolker kommunerne vandrammedirektivet meget forskelligt. I Slagelse Kommune vil de kun kræve nye og bedre spildevandsløsninger på de ejendomme, som beviseligt forurener med deres nuværende anlæg. I andre kommuner truer de med politianmeldelser, uanset om der er forurening eller ej.

Fair Spildevands kommentarer til spildevandsrensning

I høringsperioden blev der desuden afholdt borgermøde 10. januar 2017 med deltagelse af cirka 250 borgere.

Hvidbogen

Planen har været i offentlig høring frem til den 3. februar og der er indkommet 26 høringssvar,  blandt andet fra Venstre i Faxe, Dansk Folkeparti i Faxe og foreningen ’Fair Spildevand’ www.fairspildevand.dk.. Derudover havde 23 grundejere indsendt høringssvar. Høringssvarene handler overvejende om spildevandsrensning i det åbne land og kan deles op i bemærkninger til indsatser i konkrete områder og overordnede bemærkninger til spildevandsplanens indhold og proces.

Man kan læse meget mere i Hvidbog’en med alle høringssvarene og administrationens kommentarer. Hvidbogen kan downloades fra kommunens hjemmeside (pdf-fil på 33 sider – åbner i nyt vindue).

Den endelige spildevandsplan

Center for Plan & Miljø foreslog efter gennemgang af alle høringssvarene nogle få ændringer, blandt andet at Store Elmue, Frenderup og Store Linde tages ud af planen samt at præcisere forudsætninger for meddelelse af påbud i områder med vandløb med ukendt tilstand.

Man kan downloade den endelige Spildevandsplan 2016 – 2021 fra kommunens hjemmeside (pdf-fil på 57 sider – åbner i nyt vindue)

Spildevandsplanen blev vedtaget med 20 stemmer, fra Socialdemokratiet (6), Borgerlisten (3), Det Konservative Folkeparti (2), Enhedslisten (2), Socialistisk Folkeparti (1).

Venstre var splittet, for stemte Dorte Nybjerg, Nellie Bradsted, Jonas Kristinsson, Henrik Rützou Aakast, Steen Gunnarson og Torben Reiner Jensen. Jørgen Egede Johannessen og Knud Green undlod at stemme.

I mod stemte de tre byrådsmlemmer fra Dansk Folkeparti.

Kommentarer