Stort fremmøde til Åbent Hus på gymnasiet
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2019/01/MSG-Haslev-620x465.jpg)
Igen i år var der fyldt ekstra godt op med interesserede kommende elever og forældre, da byens gymnasium – MSG Haslev – onsdag havde slået dørene op til Åbent Hus.
– Sidste år steg antallet af interesserede kraftigt, og den tendens holdt sig i år, siger rektor Lene Eilertsen.
Hun peger på, at gymnasiet tilbyder en unik kombination af nærhed, tryghed og stor faglig styrke, og den kombination ser ud til at have større tiltrækningskraft på de unge, der i dag overvejer gymnasiet.
– Som elev hos os er man aldrig bare et nummer i rækken. Alle kan banke på døren her hos mig, og vores undervisere har alle et ret tæt forhold til vores elever, siger hun.
Samtidig har MSG Haslev langt større faglige muskler end andre, mindre gymnasier, fordi MSGs afdelinger i Haslev og Ringsted tilsammen kan trække på lige så store lærerkræfter som et mellemstort gymnasium på 8-900 elever. Det giver større udbud af både fag og studieretninger. Det kan også ses på ”slutproduktet”, for MSG Haslev sender rigtig mange elever videre ud i verden med meget høje karakterer på deres studentereksamensbeviser.
MSG er også stor nok til også at kunne tilbyde både Masterclass i Drama og gymnasiets eget talenttilbud, MSG Academy, hvor der blandt andet arbejdes med innovation.
Et af de store ”hits” ved onsdagens Åbent Hus var den internationale bod, hvor man blandt andet kunne møde MSG Haslevs fire udvekslingsstuderende fra Mexico, USA, Brasilien og Tyskland, som fortalte – endda på dansk, som de har fået lært på rekordtid.
Kommentarer