Stort kickoff på naturfagsprojekt afholdes i Haslev
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2011/09/sofiendalskolen_haslev.jpg)
Haslev: Det store AP Møller-støttede naturprojekt for skoleelever i Faxe, Køge og Stevns kommuner skydes i gang i Haslev
Tirsdag den 10. marts mellem klokken 13 og 17 er der kickoff på det store naturfagsprojekt Naturlig-Vis på Sofiendalskolen i Haslev.
Robotter vil spæne rundt og der vil blive opsendt hjemmebyggede raketter. Værktøjer til kreativ undervisning i naturfag vises frem, så der kan opstå en livlig debat mellem undervisere og udbydere af kreativ undervisning i naturfag.
Naturfagsprojektet, hvor eleverne i Faxe, Køge og Stevns kommuner skal undervises på topniveau indenfor naturfag, har fået 8 millioner kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.
Læs også: Naturfagsprojekt i Faxe, Køge og Stevns får 8 mio.
Det fælles tværkommunale projekts formål er kompetenceudvikling af alle naturfagslærere i de tre kommuner, i fagene natur/teknik, biologi, geografi og fysik/kemi. Som en del af projektet skal der udvikles nye undervisningsmetoder, der kan styrke de naturfaglige miljøer på skolerne. Skolerne får pengene fordelt over de kommende fire år.
En lang række leverandører og udbydere har støttet op om projektet, blandt andet Kalklandet, Danish Schience Factory, Blue Ocean Robotics, University College Sjælland og NTS-centeret.
De inviterede er naturfags-entusiaster fra hele Danmark, lærere, borgmestre, børn og unge, forvaltningerne samt repræsentanter for de lokale ungdomsuddannelser og mange andre.
De hjemmebyggede raketter sendes i luften klokken cirka 15.15.
Den store kickoff-event bliver afholdt tirsdag den 10. marts på Sofiendalskolen i Haslev. Arrangementet varer fra klokken 13 til 17.
Kommentarer