Stort springstævne på Faxe Ridecenter

mille_og_cico_spring_fkr

Faxe: I den kommende weekend afholder Faxe Køre- og Rideforening et stort distriktstævne i spring for hest og pony

Lørdag den 25. og søndag den 26. januar, afholder Faxe Køre- og Rideforening distriktstævne i spring. Allerede nu er der tilmeldt over 400 startende ekvipager, fordelt over de to dage. Det bliver nogle lange dage, med stævnestart klokken 8.00 og afslutning cirka klokken 19.00. Af selvsamme årsag er der lukket for efteranmeldelser på nuværende tidspunkt.

Ponyklasserne starter begge dage fra morgenstunden og kører frem til cirka 14.30, hvor hestene tager over frem til slutningen.

Der vil være klasser af mange sværhedsgrader, lige fra den letteste, hvor højden er 60 cm, og til den sværeste, med spring helt op til 130 cm i højden.

Som tilskuer er der altså chance for at overvære et stævne med højt tempo og mange dygtige og modige ryttere. – For ikke at glemme ponyerne/hestene i denne sammenhæng. De ponyer/heste, der når op i M- klasserne, er dyr der har et naturligt talent for at bedømme afstanden til selve springet, samt afstanden mellem f.eks. 3-kombinationerne.

Formanden for springudvalget Malene Gertov, er ret tilfreds med de mange tilmeldinger, men er, med rette, bekymret for at så få hjælpere har meldt sig under fanerne.

”Der bliver run på, når så mange ekvipager (pony/hest og rytter) skal i gennem banen på så kort tid, og derfor har vi brug for mange hjælpere på banen, flere end der på nuværende tidspunkt har meldt til”, udtaler Malene Gertov.

Har man en lille hjælper i maven, er man velkommen til at gå ind på FKR’s hjemmeside og klikke ind på on-line hjælpertilmeldingen.

Hvis man ikke har prøvet at være hjælper før vil, man indgå i en ”Følordning” således, at ingen skal stå alene og føle sig forvirrede. Nye vil hele tiden være tilknyttet en rutineret hjælper. Man behøver ikke at være medlem af FKR for at hjælpe til, bare man har interesse for ponyer og heste.

Har man spørgsmål, kan man kontakte Malene Gertov på telefon 81337040 eller malenefkr@gmail.com

Man kan også se det foreløbige program på FKR´s hjemmeside.

Cafeteriet ”Bixen” holder åbent begge dage med dejlig mad og drikke.

Tilskuere er velkomne og der er gratis adgang.

Vær i øvrigt opmærksom på, at nogle GPS’er stadigvæk viser forkert vej til Faxe Ridecenter. Kommer man ad hovedvej 209 (Køgevej), er det Værløsevej man skal dreje ned ad og IKKE Baunekulevej, som er lukket af en baneoverskæring.

Stævnet afholdes Lørdag den 25. og søndag den 26. januar på Faxe Ridecenter, Holteskovvej 8, Ebbeskov, 4640 Faxe i det store ridehus, med opvarmning i det lille ridehus på den anden side af Holteskovvej.

Kommentarer