Strakspåbud til tre byggepladser i Haslev

Haslev: Arbejdstilsynet har i denne uge udstedt tre såkaldte strakspåbud til tre byggepladser i Haslev.
111 gange måtte Arbejdstilsynet gribe ind med strakspåbud eller forbud, da tilsynet tirsdag den 12. april aflagde 71 byggepladser besøg som led i en landsdækkende aktion for bedre sikkerhed i byggeriet. Heraf fik 26 byggepladser i hovedstadsområdet, på Sjælland, Sydhavsøerne og Bornholm besøg af Arbejdstilsynet. Ved aktionen blev der besøgt større nybyggerier og renoveringsopgaver.
Baggrunden for aktionen er, at der desværre fortsat udføres for meget farligt arbejde i byggeriet, og at der årligt sker omkring 1000 alvorlige ulykker i branchen.
På aktionen var der blandt andet fokus på nedstyrtningsfare og risiko for fald og snublen, som traditionelt fører til mange alvorlige ulykker i byggeriet. Navnlig var der mange steder, hvor de ansatte ikke var sikret ordentligt mod at falde ned fra højden.
Ikke mindre end 45 gange måtte Arbejdstilsynet udstedte strakspåbud eller forbud på grund af nedstyrtningsfare for de ansatte, deraf fik tre byggepladser i Haslev strakspåbud.
– Når vi uddeler strakspåbud, er det eksempelvis fordi arbejderne går rundt på stilladser med huller i eller arbejder på tag uden at være sikret imod at styrte ned. I et enkelt tilfælde måtte håndværkerne hoppe fra en stilladsvogn og ind på taget, når de skulle udføre deres arbejde, fortæller Charlotte Hougaard Juhl, tilsynschef hos arbejdstilsynet, til Nordvestnyt.
Kommentarer