Haslev

Stram budgetaftale på plads i Region Sjælland

Et bredt flertal i Regionsrådet har indgået aftale om næste års budget på 19,4 milliarder kroner. Der er tale om en stram budgetaftale med hårde prioriteringer.

Partierne bag budgetaftalen er samtidig enige om en økonomisk udviklingsplan, som blandt andet skal sikre udviklingen af et både nært og specialiseret sundhedsvæsen for alle borgere i Region Sjælland.

Med en netop indgået budgetaftale i Region Sjælland har syv ud af otte partier i Regionsrådet fundet fælles fodslag for økonomien i 2019. Region Sjælland har gennem en årrække haft stramme økonomiske rammer og situationen har været ekstra stram i budgettet for 2019.

Regionsrådsformand Heino Knudsen forklarer, at partierne bag budgetaftalen har kigget ind i store økonomiske udfordringer, som de har skullet finde politiske løsninger på.

– Jeg vil gerne takke for, at et stort flertal i Regionsrådet står sammen og tager ansvar i en vanskelig økonomisk situation. Vi har med bred politisk opbakning fået en stram budgetaftale på plads, hvor vi får løst de udfordringer, som trænger sig mest på her og nu, siger Heino Knudsen.

Ud af budgettet på 19,4 milliarder kroner har de politiske partier bag budgetaftalen prioriteret midler til nogle nødvendige indsatser. Det drejer sig blandt andet om:

·         Psykiatrien

·         Det medicinske område

·         Det nære sundhedsvæsen

·         Sundhedsplatformen

·         Nedbringelse af ventelister til høreapparater samt operation af grå stær

·         Forebyggelse

·         Læger på skadestuerne i Næstved og Roskilde

·         Bedre rammer for patienter med særlige behov

På regionens anlægsbudget er der blandt andet taget initiativ til en udbygning af den medicinske afdeling på Holbæk Sygehus med 18 nye sengepladser og fase 2 af moderniseringen af Nykøbing F Sygehus.

Partierne bag budgetaftalen er samtidig enig om en økonomisk udviklingsplan, som blandt andet skal sikre udviklingen af et både nært og specialiseret sundhedsvæsen for alle borgere i Region Sjælland.

– Vi skal ganske enkelt kunne løse flere sundhedsopgaver tættere på vores borgere, uden for sygehusene og gerne i borgernes eget hjem i fremtiden. Det skal blandt andet ske i samarbejde med praktiserende læger og kommuner. Forventningen er også, at vi kommer til at løse opgaverne både bedre og billigere. Det skal være med til at mindske ressourcepresset på vores sygehuse, siger Heino Knudsen.

Som et centralt omdrejningspunkt for indsatsen med det nære sundhedsvæsen vil Region Sjælland etablere Danmarks første e-hospital med en sundhedsfaglig stab, der både kan understøtte sygehuse og kommuner med nye patientrettede initiativer. Det skal blandt andet også være med til at mindske antallet af ambulante kontroller.

Besparelser

Budgettet for 2019 indebærer besparelser, hvor der skal findes 184 millioner kroner.
Dertil skal lægges, at Region Sjælland aktuelt i det indeværende år – 2018 – også har et underskud i størrelsen 150 millioner kroner.

Region Sjælland kommer heller ikke udenom at skulle nedbringe personaleomkostningerne.

– Vi må se i øjnene, at der vil ske afskedigelser. Vi har med budgetaftalen sat nogle nødvendige initiativer i værk, som ikke kunne udsættes. Vi har haft fokus på at holde udgifterne så meget i ro som overhovedet muligt, siger regionsrådsformand Heino Knudsen.

Når der skal ske afskedigelser, vil Region Sjælland gøre alt for at finde omplaceringsmuligheder og kompetenceudvikle medarbejderne.

– Vi skal med tættekam kigge på, hvordan vi anvender personaleressourcerne bedst muligt. I den proces skal vi naturligvis gøre alt, hvad vi kan for at der bliver tale om færrest mulige afskedigelser. Jeg er glad for, at det er muligt i budgetaftalen at fastholde fokus på arbejdsmiljøet og afsætte en pulje, der skal understøtte den indsats, siger Heino Knudsen.

Region Sjælland vil også arbejde med at nedbringe sygefraværet blandt medarbejderne, ligesom vikarforbruget i Region Sjælland skal bringes ned. Der bruges et trecifret millionbeløb på vikarer, og parterne er derfor enige om at udarbejde en plan for, hvordan vikarudgifterne kan reduceres, fx gennem etablering af interne vikarordninger. Derudover vil udgifterne til administration også blive nedbragt.

Succeshistorie

Heino Knudsen, forklarer, at det i bund og grund er en succeshistorie, som giver økonomiske udfordringer i sundhedsvæsenet.

– Vi lever længere og længere, vi behandler flere og flere borgere – og vi behandler for mere og mere komplicerede sygdomme. Det gør vi blandt andet også med ny dyr sygehusmedicin. Det er naturligvis godt, for vi skal tilbyde det bedste af det bedste til vores borgere, som er blevet patienter i vores sundhedsvæsen. Bagsiden af medaljen er regionernes anstrengte økonomi. Men regionerne går ind og tager ansvar trods svære økonomiske rammer, siger Heino Knudsen.

Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Det konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Liberal Alliancen, som tilsammen har 38 af 41 medlemmer i Regionsrådet står bag budgetaftalen. Enhedslisten er ikke med i aftalen.

Kommentarer