Strandvejen i Faxe Ladeplads kystsikres i år
Faxe Ladeplads: Strækningen syd for Faxe Å kystsikres i år med en stenskråning til erstatning af den nuværende asfaltskråning.
Strandvejen i Faxe Ladeplads – strækningen syd for Faxe Å – kystsikres i år med en stenskråning til erstatning af den nuværende asfaltskråning, der blev beskadiget af en storm i januar 2014.
Endvidere etableres en ny betonmur til erstatning af den eksisterende mur, bortset fra strækningen ud for den nordlige rampe, hvor mur og rampe bibeholdes. Den sydlige rampe erstattes med en ny rampe, som også forsynes med trappe. Midt på strækningen etableres en ny ståltrappe.
Desuden udlægges ekstra sand på stranden, såkaldt sandfodring.
Læs også: Tilladelse til forbedring af kystbeskyttelsen er i hus
VG Entreprenør A/S, Lemvig har netop fået tildelt opgaven med at udføre kystsikring. Tre virksomheder var indbudt til at afgive tilbud på anlægsarbejdet. Lavestbydende var VG Entreprenør A/S, Lemvig med et tilbud på knap 3,7 millioner kroner.
Faxe Kommune vil løbende orientere om anlægsarbejdet, blandt andet via kommunens hjemmeside under kystbeskyttelse, og håber på forståelse for de gener et anlægsarbejde altid medfører.
Byrådet i Faxe Kommune har samlet afsat 20 millioner kroner til kystsikring, etablering af strand og rekreative faciliteter ved Faxe Ladeplads.
Projektet med etablering af strand og eventuelle høfder/dronninger ved Strandvejen nord for Faxe Å afventer, at der er taget stilling til De Hvide Dronninger, blandt andet finansiering. Liv i Ladepladsen og Faxe Kommune undersøger for øjeblikket mulighederne for at få fondstilskud.
Kommentarer