Karise

Street-inspireret gymnastik i Mogenstrup

10.000 drenge skal prøve street-inspireret gymnastik. Med en række workshops på folkeskoler vil DGI og FaceOff bidrage til at bremse frafald blandt drenge i gymnastikken.

I løbet af 10 dage i ugerne 34 og 35 vil nogle af Danmarks dygtigste gymnastikinstruktører rejse rundt og afholde workshops på skoler og efterskoler i hele Danmark – og i DGI Storstrømmen besøger de 4 skoler.

“Det handler om høj musik og attitude. Vi laver det, vi selv synes er fedt, og vi vil gerne vise, at gymnastik er en fed sport at gå til,” siger Jesper Bertelsen, der er direktør i FaceOff, som DGI afholder de mange workshops sammen med.

Præstø skole, Fladsåskolen i Mogenstrup, Spjellerup Friskole og Karise skole glæder sig til masser af gymnastik:

”Det bliver fuldstændig fantastisk at få så dygtige folk som Faceoff-instruktørerne ud på skolerne til at inspirere alle vores drengeelever til bevægelse. Det er en gave til skolerne,” siger Elin Bruun, som er lærer på Spjellerup Friskole.

Skolen samarbejder med Karise Skole og Karise IK om projektet. Elin Bruun fortæller, at foreningerne lokalt bidrager med redskaber, tilstedeværelse og ikke mindst med motivation til drengene om at de efterfølgende kan forsætte lignende aktiviteter i den lokale forening, som i dette tilfælde er Karise IK.

10.000 drenge på 10 dage

Målet med projektet er at udfordre 10.000 drenge fra 6-15 år til at bruge deres krop på nye måder. Deres kreativitet og evne til at eksperimentere skal udfordres.

“Vi giver dem mulighed for selv at præge deres bevægelser ved at stille konkrete og åbne opgaver, de skal løse. For hvis vi for eksempel skal kaste en person op i luften, hvordan kan vi så gøre det?” spørger Emil Smedegaard, der er en del af styregruppen bag projektet.

“Der bliver ofte fokuseret på æstetik og korrekthed i gymnastik. Vi vil vise en anden tilgang, hvor vi fokuserer på processen og glæden ved at bevæge sig.”

Inspiration til lokale foreninger

I foråret afprøvede DGI og FaceOff konceptet med et pilotprojekt på Fyn. Og erfaringerne fra pilotprojektet var gode.

“Før vi gik i gang, vidste vi ikke helt, hvordan det skulle gå. Men allerede på første workshop kom en lærer op og sagde til mig og sagde: “Jeg har aldrig set den her dreng bevæge sig før, og nu tonser han rundt og kampsveder,” fortæller Emil Smedegaard.

Gymnastiklærere og instruktører fra lokale gymnastikforeninger er også inviteret med til de forskellige workshops, så de kan blive inspireret til en mere fri form for gymnastik, hvor det er helt okay at lege og prøve sig frem.

Der planlagt workshops på 65 skoler på landsplan. I DGI Storstrømmen er der følgende workshop:

  • 20. august: Fladsåskolen, Parkvej 10 A, Mogenstrup, 4700 Næstved
  • 21. august: Præstø Skole, Skolevej 15, 4720 Præstø
  • 22. august: Spjellerup Friskole/Karise Skole, Møllevej 6, 4653 Karise

Fakta

Antallet af drenge, der er medlem af en gymnastikforening falder fra 53.000 til 6.000 omkring 12 års alderen. Den tendens skal bremses. Og derfor har DGI og FaceOff slået kræfterne sammen og præsenterer nu en mere street inspireret form for gymnastik.

Kommentarer