Haslev

Succesfuld test af kørestrømsanlæg

Banedanmark tester nyt kørestrømsanlæg mellem Køge Nord og Næstved. Testtoget kører frem og tilbage i forskellig hastighed for at teste om den nye køreledning sidder som den skal. Bagest på dette tog sidder en pantograf med et monteret kamera, der måler bevægelserne. Fotograf Klaus Holsting

Et testtog har med succes brugt de seneste nætter på at teste det nye kørestrømsanlæg mellem Køge Nord og Næstved. Anlægget er nu færdigt, og næste opgave er nu selve Næstved Station.

Elektrificeringen af jernbanen mellem Køge Nord og Næstved nåede en vigtig milepæl i slutningen af sidste uge. Her afsluttede testtoget sine kørsler på strækningen, alt fungerede, som det skulle, og dermed er anlægget klar til drift.

– Vi har brugt den seneste uge til at teste det nye kørestrømsanlæg. Først med lav spænding på anlægget, siden med de 25.000 volts spænding, som anlægget er dimensioneret til. De seneste nætter har vi så med succes haft testtoget ude på strækningen, siger Klaus Bergman, projektdirektør i Banedanmarks elektrificeringsprogram.

 

Næste etape bliver så elektrificeringen af selve Næstved Station, som begynder senere på året.

Fire års arbejde
Arbejdet med at elektrificere den 45 kilometer lange strækning har været i gang siden 2015. Først blev bevoksningen fjernet og banen blev ombygget, så togene kan køre 160 km/t. Samtidig udskiftede vi de gamle broer med nye og højere broer, før selve elektrificeringen begyndte.

Fra maj 2018 og frem blev der først rejst kørestrømsmaster og siden trukket køretråd, og i marts 2019 var vi klar til at teste det færdige anlæg.

– Vi ved godt, at vi periodisk har trukket på tålmodigheden hos både naboerne og passagererne, og det takker vi for. Nu har vi løst en stor del af opgaven, og vi glæder os til at fortsætte på Næstved Station. Når den er elektrificeret, og når det nye signalsystem er installeret, vil vi så kunne høste fordelene i form af kortere rejsetid, siger Klaus Bergman.

Højere hastigheder, kortere rejsetid
Banedanmark er i disse år i gang med at elektrificere en række strækninger på den danske jernbane. Første strækning var mellem Esbjerg og Lunderskov, herefter fulgte Den nye bane København-Ringsted og Køge Nord-Næstved er dermed den tredje.

På Sjælland skal vi i de kommende år elektrificere strækningen fra Ringsted til Rødby Færge og Nordvestbanen fra Roskilde til Kalundborg

Elektrificeringen af jernbanen skaber på sigt rammerne for en langt mere moderne jernbane med billigere og mere stabil drift samtidig med, at det gavner miljøet.

El-tog giver mulighed for højere tempo og kortere rejsetider, blandt andet fordi el-tog accelererer hurtigere. Togene støjer også mindre end dieseltog, og omkostningerne til drift og vedligehold er lavere.

Følg arbejdet med at elektrificere strækningen på Facebook

 

FAKTA:

Køge Nord-Næstved
Strækningen mellem Køge Nord og Næstved er i disse år under forvandling fra at være en regionalbane til at være en vigtig strækning på jernbanenettet. Strækningen hastighedsopgraderes, bliver elektrificeret og bliver den første fjernbanestrækning på Sjælland med det nye signalsystem.

Med det nye signalsystem og Den nye bane København-Ringsted over Køge bliver rejsetiden mellem Næstved og København yderligere reduceret. Der kommer direkte togforbindelse mellem byerne Herfølge, Tureby, Haslev, Holm- Olstrup og København, og rejsetiden bliver cirka 38 minutter mellem Haslev og København.

Kommentarer