Samfund

Sundhedsplejersker skal spotte familier med brug for støtte

17 kommuner – der i blandt Faxe – er med i et satspuljefinansieret initiativ om hurtigt at spotte udsatte og sårbare børn med hjælp fra sundhedsplejersker.

17 kommuner har fået penge fra satspuljen til systematisk at opspore og støtte sårbare og udsatte børn og familier, hvor mor eller far f.eks. rammes af fødselsdepression, alvorlig sygdom i familien eller belastes af misbrug, dårlige boligforhold, arbejdsløshed eller vold i hverdagen.

Målgruppen kan også være enlige, velfungerende forældre, der overraskes af den store arbejdsbyrde med et lille barn, forældre, der er meget unge eller umodne, selv har haft en dårlig barndom eller mangler gode rollemodeller, der kan vise dem, hvordan man passer og plejer børn.

– Vi skal sætte hurtigere ind, der hvor de dårlige forhold får betydning for sundhed og trivsel hos det lille barn. Lige nu ser vi alt for mange børn, der vokser op under betingelser, som samfundet ikke kan ignorere. Her er det min forventning, at kommunerne vil fokusere på at give børn fra sårbare familier en bedre start på livet ved systematisk at sætte tidligere ind og skabe trygge rammer, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V).

Projekterne målretter indsatsen fra sundhedsplejen ved at blive mere præcise på, hvilke familier, der skal have flere besøg end de anbefalede og på hvilket grundlag, så de kan få tilbud om f.eks. praktisk støtte i hjemmet, psykologsamtaler eller gruppetilbud med ligesindede.

Med udvalgte og veldokumenterede metoder introduceres en niveauinddeling af sundhedsplejeydelser på fire niveauer, sådan som det er kendt fra svangreomsorgen.

Det styrker sundhedsplejerskernes vurdering af, hvilke behov familierne har for yderligere indsats, når den generelle indsats ikke er tilstrækkelig.

Sundhedsplejens samarbejde med socialforvaltningen og dagtilbuddene skal også udvikles.

Fakta:

Satspuljepartierne afsatte med aftalen for 2017-2020 ca. 82 mio. kr. til at styrke sundhedsplejens opsporende indsats over for sårbare børn og familier.

Heraf går 76,1 mio. kr. altså nu til 17 udvalgte kommuner:

  • Faxe Kommune (4.950.000 kr.)
  • Brønderslev Kommune (2.250.000 kr.)
  • Favrskov Kommune (3.670.000 kr.)
  • Furesø Kommune (4.320.000 kr.)
  • Halsnæs Kommune (2.960.000 kr.)
  • Herning Kommune (4.600.000 kr.)
  • Horsens Kommune (7.237.000 kr.)
  • Lyngby-Tårbæk Kommune (5.167.000 kr.)
  • Ringkøbing-Skjern Kommune (4.256.000 kr.)
  • Ringsted Kommune (5.650.000 kr.)
  • Skanderborg Kommune (4.437.000 kr.)
  • Sønderborg Kommune (4.670.000 kr.)
  • Vejen Kommune (4.788.000 kr.)
  • Vordingborg Kommune (2.705.000 kr.)
  • Fredericia Kommune (5.900.000 kr.)
  • Frederikssund Kommune (4.800.000 kr.)
  • Hedensted Kommune (3.700.000 kr.)

Der er afsat 2 mio. kr. i 2019 til evaluering af indsatsen.

Kommentarer