Sundhedstilbud åbent for alle børn i Faxe Kommunes folkeskoler
Maja, 10 og Nanna, 12 er blandt de børn, som har taget imod Faxe Kommunes sundhedstilbud, der kører efter den såkaldte Holbæk-model.
Der er spidskål, svampe og magert oksekød på menuen til aftensmad hos familien Jensen i Karise. Søstrene Nanna, 12 og Maja, 10 er med i Faxe Kommunes sundhedstilbud til familier med overvægtige børn – et projekt som gerne skal have positiv indvirkning på resten af pigernes liv.
Derfor har familien siden sommeren 2017 haft fokus på en hel masse ting i hverdagen, som har indflydelse på vægten. Maden er kun en del af det, men langt fra det eneste fokus i tilbuddet.
Det handler ligeså meget om fokus på søvn, tid foran skærmen, fritidsaktiviteter, motion og trivsel i skolen. Alt det i børns og familiers liv, som har indflydelse på livsstilen, og som altså i sidste ende – for nogle børn – fører til overvægt.
Åbent for alle børn
30 andre børn i Faxe Kommune er en del af sundhedstilbuddet, som kører efter den såkaldte Holbæk-model. Et tilbud som fra nytår er åbent for alle børn i Faxe Kommunes folkeskoler – man skal henvende sig til skolens sundhedsplejerske for at få en samtale om, hvorvidt tilbuddet er det rette.
Gennem et skoleår har børnene og deres familier samtaler med en sundhedsplejerske og en kostvejleder en gang hver anden måned. Her bliver der talt om mad, vaner og motion, og der bliver lavet aftaler om, hvad børnene skal opnå inden næste samtale.
– For os er det en hjælp, så pigerne kan finde deres vej gennem livet. Vi ved godt, at det har et livslangt perspektiv, men det er svært. Derfor kan det måske også virke bedre, hvis en fremmed giver gode råd om kost og andre ting – råd som vi forældre kan have svært ved at komme igennem med, siger Betina Jensen, mor til Nanna og Maja.
– Det er svært at stå alene med overvægt, synes jeg. Med dette projekt får vi som familie mulighed for at erstatte dårlige vaner med gode vaner. Pigerne har ikke noget vægtmål, de skal nå, men vi har fokus på vanerne. Det er det vigtige for os, fortæller Betina Jensen.
For Betina Jensen er det forebyggende ved sundere kost og mere motion afgørende. Hun er selv diabetiker og har oplevet voldsomme komplikationer, fordi hun har udviklet insulinresistens.
– Mine børn skal ikke opleve det, jeg går igennem. Så det forebyggende er afgørende. Vi er også blevet opmærksomme på, at alt jo ikke handler om kosten, siger Betina Jensen.
For nogle år siden var Nanna udsat for mobning på grund af overvægt. Det endte med et skoleskift for at få en frisk begyndelse. Det lykkedes på det sociale plan, men overvægten arbejder hun og familie fortsat med. Lillesøster Maja er kommet med i projektet, fordi hun også ligger lidt skævt på kurven, der viser vægt i forhold til størrelse og alder.
Både Nanna og Maja kæmper i denne tid med at finde motivationen for motion. Men regler om brugen af elektronisk udstyr er med til, at de i hvert fald skal finde på noget andet at lave, inden klokken 17, hvor det er tilladt at bruge en tablet eller lignende.
Kommentarer