Dalby

SuperBrugsen Dalby støtter lokalt

SuperBrugsen_Dalby

Dalby: Når du køber ind i SuperBrugsen Dalby skal du nu ikke bare tage stilling til, hvilke varer der skal i vognen. Du skal også tage stilling til tre forskellige, lokale projekter og støtte det, du synes bedst om.

SuperBrugsens kerneværdier handler bl.a. om lokal nærhed og om at bidrage aktivt til nærmiljøet. Det har resulteret i et støtteprojekt, hvor dagligvarekæden for alvor lægger handling bag ordene. Som tidligere beskrevet har Superbrugsen i Faxe Ladeplads planlagt at udvide dette lokale samarbejde ved at invitere foreninger i Faxe og Faxe Ladeplads til det kommende sponsorprojekt. Nu er Superbrugsen i Dalby klar i samme koncept.

Læs også: Superbrugsen i Faxe Ladeplads støtter det lokale foreningsliv

Du støtter ikke med dine egne penge, men med den donationsmønt, du får hver gang du handler.

– I SuperBrugsen vil vi gerne engagere os i det miljø, vi er en naturlig del af. Derfor udvælger vi hvert kvartal tre forskellige projekter, som vi støtter med i alt 10.000 kr. Hvert projekt er garanteret 1.000 kr, og de resterende penge fordeles efter, hvor mange donationsmønter de enkelte projekter får af kunderne, fortæller ClausChristensen, der er uddeler i SuperBrugsen Dalby.

Nye projekter hvert kvartal

Alle tanker og idéer er velkomne, og forslagene kan fx være støtte til nye fodboldmål, trafikveste til børnehaven, udflugter for ældre, en julefest eller tøndeslagning for hele byen.

Eneste krav er, at projektet ikke har relation til et politisk parti – og at projektet er lokalt forankret og til glæde for de fleste.

– Det er butiksbetyrelsen og ledelsen i SuperBrugsen Dalby der afgør, hvilke tre projekter der bliver udvalgt til donationsmodtagere hvert kvartal. Alle foreninger og klubber kan ansøge, men vi kigger selvfølgelig på, hvilke donationer der giver mest værdi for flest, siger Claus Christensen.

Kommentarer