Faxe Ladeplads

SuperBrugsen vil støtte det lokale foreningsliv

Faxe Ladeplads: SuperBrugsen i Faxe Ladeplads har altid gennem sin snart 130 årige tilværelse været stærkt tilknyttet til byens aktiviteter – som enten aktiv deltager eller som velvillig sponsor

Butiksledelsen og butiksrådet har derfor nu planlagt at udvide dette lokale samarbejde ved at invitere foreninger i Faxe og Faxe Ladeplads til det kommende sponsorprojekt, som starter i løbet af sommeren.

Hvordan sponsorstøtten fordeles vil blive bestemt af de kunder i SuperBrugsen, som gerne vil deltage i beslutningen.

Når kunderne betaler deres indkøb, bliver de tilbudt en donationsmønt, som de så kan lægge i donationsstanderen ud for den forening, de vil støtte.

Foreninger kan deltage ved at hente informationsfolder og ansøgningsskema i SuperBrugsen.

Der er ikke mange grænser for, hvad der kan søges om. Alle kan søge, og formålet kan være en ny bålplads til spejderne, trafikveste til børnehaven, udflugter for de ældre og så videre.

Alle tanker og idéer er velkomne, så længe de er til glæde for mange, er lokalt forankrede og ikke har relationer til et politisk parti.

Når de første ansøgninger er indleveret senest fredag den 9. august, udvælger butiksledelsen sammen med butiksrådet de tre projekter, der skal deltage i den første sponsorrunde.

Uddeler Frank Juul Christiansen oplyser, at SuperBrugsen i denne runde uddeler i alt 10.000 kroner. Hvert projekt er garanteret 1000 kroner. De øvrige 7.000 kroner fordeles efter hvor mange donationsmønter de enkelte projekter får af kunderne.

Fra søndag den 18. august og 12 uger frem vil kunderne så udvælge det projekt, der skal have størst sponsorat samt nummer to og tre – og omkring midten af november er det hele afgjort, og de glade modtagere får hver en check.

De projekter, der ikke kommer med i første omgang, får chancen igen i slutningen af året, når næste rundes deltagere skal udvælges til at starte lige efter nytår.

– Hvilke projekter der skal være donationsmodtagere i hvert kvartal udvælges af butiksledelsen og butiksrådet. Alle foreninger og klubber kan ansøge, men vi kigger selvfølgelig på, hvilke donationer der giver mest værdi for flest, siger uddeler Frank Juul Christiansen.

Kommentarer